Senest opdateret 15.4.2009
  FORSIDE | ANNONCE-PRISER | KONTAKT | OM BOGØ TIDENDE | FORENINGER


 

Pølsesnak

Af Fætter Fars

Nu da Bogø (atter engang) er blevet velsignet med en pølsevogn finder vi det passende, at give en kort introduktion til dette folkelige spisesteds lange og forunderlige historie. Afslutningsvis har vi samlet en række eksempler på den særlige jargon, der traditionelt anvendes ved pølsevognen eller "skinkekutteren", som man f.eks. siger.

Selve pølsen (dvs. hakket kød stoppet i en dyretarm) menes at være opfundet af sumererne i vore dages Irak omkring 3000 år før vor tidsregning.
Den kinesiske pølse (làcháng), som oprindeligt bestod af gede- og lammekød, nævnes første gang i år 589 f.Kr. Omkring samtidig beskriver den græske digter Homer en slags blodpølse (Odysseen bog 20, vers 25). Et århundrede senere forfattede hans landsmand, dramatikeren og filosoffen Epicharmus (ca. 550 – 460 f.Kr), en komedie med titlen ”Pølsen”, hvilket antyder at det allerede da var en populær spise blandt oldtidens folk. Under den romerske kejser Nero blev pølser forbundet med en populær fest i februar til ære for frugtbarhedsguden Lupercus. De tidlige kristne forbød denne hedenske fest og fordømte i samme åndedrag indtagelsen af pølser som en synd.

Det er uklart hvornår det første gang faldt nogen ind, at anbringe en pølse i et gennemskåret brød og dermed skabte den legendariske hotdog. En slagter fra den tyske by Coburg ved navn Johann Georghehner, siges i slutningen af 1600-tallet, at have solgt en pølse i Frankfurt, som han kaldte ”dachshund”, hvilket er det tyske ord for gravhund.
I Wien hævder man dog at have opfundet den varme hund hele to århundreder tidligere. Hvordan det end forholder sig, fandt opskriften med tiden vej over Atlanten og i 1871 begyndte en tysk immigrant ved navn Charles Feltman at servere ”dachshunde” fra sin bod i New York. Det aflange pølsebrød tilskrives en anden tysk immigrant og slagter fra Bayern, Arnold Feuchtwanger, som efter nogen tid at have udleveret handsker til sine kunder for at de ikke skulle brænde fingrene under spisningen, fandt på at bede sin svoger, der var bager, fremstille et aflangt brød, som passede til den varme pølse.

Det særprægede navn ”hotdog” har ligeledes være genstand for en del debat og mytedannelser. Et eksempel er en sejlivet, men aldeles usand historie om
chokoladesælgeren Harry Stevens, som en kold forårsdag i 1903 ikke kunne få afsat sine is og kolde læskedrikke, og fik den idé i stedet at sælge dachshunde med varmede brød, mens han råbte: "They’re red hot!" (da.: ”de er rødglødende”). Videre hedder det, at en kendt vittighedstegner, Tad Dorgan, efterfølgende tegnede en munter, gøende og svedig pølse i et aflangt brød, men ikke kunne stave til dachshund og i stedet skrev "hot dog" under tegningen. I virkeligheden kendes betegnelsen længe før det 19. århundrede. Vittigheder om pølser lavet af hunde havde været almindelige i århundreder og den tidligst registrerede fremkomst af ordet ”hotdog” stammer fra september 1893 (The Knoxville Journal).



Pølsevognens udbredelse i Danmark

Den 4. marts 1920 gav Københavns Borgerrepræsentation den første tilladelse til salg af varme pølser i hovedstadens gader. Ideen kom fra tyskland hvor man allerede før Første Verdenskrig havde pølsevogne på gaden bl.a. i Berlin. Grundlaget for denne ydmyge restaurationstype var opfindelsen af primusapparatet, dvs. en lille petroleumsbrænder hvormed man mobilt kunne opvarme kar og beholdere. Fra Berlin spredte pølsevognene sig, først til Gøteborg i Sverige og dernæst til Oslo, som på den tid hed Kristiania. Hér havde en dansk kapelmester ved navn Charles Svendsen Stevns, udover at musicere for den danskfødte Kong Håkon, gang i hele syv pølsevogne rundt omkring i byens gader. Svendsen Stevns ønskede at overføre ideen til Danmark og søgte i 1910 om tilladelse til at sælge pølser i de Københavnske gader efter restauranternes lukketid til kl 2:30 om natten. Københavns daværende politidirektør, Eugen Pedersen, der var et udpræget levn fra enevældens dage, afslog blankt ansøgningen, hvilket dog ikke tog modet fra den driftige kapelmester, som ufortrødent blev ved at søge. I 1917 fik socialdemokraterne magten i København hvilket medførte en række ændringer i bystyret, der skulle vise sig at få betydning for pølsevognssagen.

I marts 1917 blev der ligeledes søgt om tilladelse til salg af varme pølser i Århus hvilket ligeledesb blev afslået - bl.a. på foranledning af byrådsmedlem dr. Bramming, som mente det "ville være et kedeligt syn at se folk stå på gaden og spise pølser". I hovedstaden gik det derimod bedre, idet Svendsen Stevns helt uventet fandt en allieret i den konservative borgmester for Magistratens 1. afdeling, Ernst Kaper, som den 23. oktober 1919 fremlagde hans ansøgning i Københavns Borgerrepræsentation. Sagen var, at Kaper i længere tid havde ligget i strid med de københavnske restaurationsejere, der ikke ville acceptere hans forslag om "Standard-prislister". Borgmesteren så nu en mulighed for at bruge pølsevognene som pressionsmiddel og anbefalede, med henvisning til de gode erfaringer i Tyskland, Sverige og Norge, at Svendsen Stevns fik tilladelse til opstilling af pølsevogne på de ansøgte stadepladser.

Lovgivningen var på den tid sådan skruet sammen, at en person, der ville sælge færdig tilberedt mad fra flere stader i byen, først skulle godkendes af kommunalbestyrelsen, hvorpå Indenrigsministeriet måtte dispensere fra beværterloven af 10. maj 1912, paragraf 6. Imidlertid viste det sig ikke sådan ligetil at få sagen igennem. Restaurationsbranchen havde mange venner i Borgerrepræsentationen, som kæmpede en indædt kamp mod pølsevognene. De hævdede, at der ville opstå trafikkaos ved vognene, at de ville blive konkurrenter til kommunens egne folkekøkkener, og fremhævede desuden, at stadehandlen i almindelighed var af det onde. Stemningen under mødet i Borgerrepræsentationen blev så animeret, at formanden, den senere Statsminister Th. Stauning, måtte ringe med sin klokke, og indtrængende anmode de ærede medlemmer om at holde sig til "pølsesnakken". På trods af modstanden gik sagen i udvalg, og den 4. marts 1920 kunne Borgerrepræsentationen endelig give Charles Svendsen Stevns sin stadebevilling. Mandag den 17. januar 1921 præsenteres de første vogne for pressen.

I forhold til vore dages teknologiske vidundere, var de første pølsevogne meget primitivt konstrueret omkring en kobberkedel, der blev opvarmet med et primusblus. Kedlen var omsluttet af en hvid trækasse, der bl.a. indeholdt pølsebrødene, og monteret på et understel med to store rødmalede hjul.
En pølse med sennep på et stykke pergamentpapir kostede dengang 25 øre. Ville man flotte sig med tilhørende brød, kostede det yderligere 5 øre. I begyndelsen var brødet blot et daggammelt rundstykke eller en bolle. Det var først da bagermester Jul. Paaskesen i efteråret 1951 begyndte at bage aflange hotdogbrød til de københavnske pølsemænd, at den varme hund fik sit nuværende udseende. I Danmark skal pølsen i øvrigt helst være nogle centimeter længere end brødet, mens man i andre lande gerne ser at pølse og brød er lige lange.

25 øre lyder måske ikke af meget i dag, men i betragtning af at en arbejdsmand i hovedstaden da kun tjente 2 kr. i timen, var der rent faktisk tale om et luksusmåltid. Svendsen Stevns lagde ud med 6 vogne, der henholdsvis fik stade på Rådhuspladsen, Nørrebros Runddel, Christianshavns Torv, Gammeltorv, Nørreport, og Vesterbros Torv. Pølserne blev leveret af firmaet Søren Houlberg A/S. I den følgende tid bredte pølsevognene sig over det ganske land på nær Århus, hvor bystyret stadig var ubøjelig i sin modstand. Så tidligt som i 1922 var de med oppe i Nordjylland, hvor der som bekendt findes en stolt pølsetradition. I Aalborg byråd behandlede man i april 1922 en ansøgning fra repræsentant Sven Julius Carlsen, Kjellerupgade 10, om tilladelse til salg af varme pølser på byens gader, som byrådet valgte at godkende. Og efter sagen havde været den nødvendige tur over Indenrigsministeriet modtog repræsentant Carlsen den 21. august sin tilladelse. Dagen efter bekendtgjorde "Nordjyllands Socialdemokrat" i en notits; "De varme pølser - nu kommer de".

Herefter gik det slag i slag rundt om i landet. I 1926 fik en odenseaner ved navn Georg Villadsen sin tilladelse, hvilket vanen tro udløste en harmdirrende protest fra fællesudvalget for byens Detailforening. I Århus var der dog stadig hårdnakket politisk modstand og borgmester Jacob Jensen kunne overhovedet ikke se behovet for salg af pølser, til trods for at afholdsmanden Larsen-Ledet var blandt ansøgerne, og med anbefalinger fra både Odense og Ålborgs borgmestre, agtede at sælge kaffe og varme pølser til fordel for afholdsbevægelsen. Til syvende og sidst måtte selv Århus byråd dog overgive sig. Byens første pølsesælger var en kendt lokal journalist, Louis C. Andersen, som fik sine pølser fremstillet specielt til formålet hos kgl. hof-slagtermester Anton Ovesen, med det noget pretiøse navn "Marselis-pølsen".
I begyndelse ejedes pølsevognen hovedsagligt af grosserer, der ansatte pølsesælgerne, hvilket til tider gav visse gnidninger. Ugelønnen for en pølsesælger lå i
København på omkring 25 kroner. Til sammenligning lå omsætningen ved en pølsevogn i trediverne på mellem 6 og 20 kroner om dagen. De bedste vogne kunne komme op på 100 kr.

I 1942, midt under krigen, mødte en delegation af københavnske pølsemænd op på overborgmester H.P. Sørensen kontor, med et krav om at stadeprincippet for pølsevogne revideredes. Fremover ønsker de ansatte pølsemænd individuelle stadetilladelser. Dette medførte at man i hovedstaden indførte kravet om, at en pølsemand skulle være invalid, og dokumenteret ude af stand til passe et normalt arbejde. Denne praksis breder sig efterhånden ud over Danmark i forskellige varianter. I Århus og Ålborg fik Børnenes Kontor f.eks. retten til at sælge pølser, og i andre kommuner havde man lignende kollektive ordninger. Pga. mangel på petroleum, var pølsemændene under krigen tvungen til at bruge trækulsbækkener, som gav en temmelig ukontrollabel varme. Hertil kom at pølserne var rationerede, og brødene ofte kun blev til en skive franskbrød eller en humpel rugbrød. Efter at pølsemændene var blevet selvejere ændredes den danske pølsevogn radikalt. Nu ville pølsemændene ikke stå ude i al slags vejr, og stoppe gamle aviser under skjorten for at holde varmen. Man begyndte at bygge et lille læskur udenom pølsekedlen, så pølsemanden kunne komme i rimeligt tørvejr og læ. Dette blev starten på den særlige danske pølsevogn.

Gennem halvtredserne og tresserne havde Pølsevognen sin storhedstid hvor begrebet “Café Fodkold” blev født. Enhver købstad og station havde sin egen pølsevogn, og salget var forrygende. Primusbrænderne udskiftedes med gas, flagermuslygterne blev afløst af batteridrevet lys og vognene blev større og mere moderne. Imidlertid begyndte fast-food i grill og burgerbarer at tage deres bid af pølsen hvilket bl.a. medførte at de århusianske pølsemænd strejkede i protest i 1973. Kommunerne begyndte også at fravige kravet om dokumenteret invaliditet, og overgik til almindelig næring. Kun København, Odense, Slagelse og Hørsholm kommuner, har fastholdt kravet om invaliditet, samt reglen om at vognene skal køres i garage hver aften. I resten af landet er det nu mere eller mindre faste pølsekiosker, der står for salget af varme pølser, som er på omkring 116 millioner stk. om året.

Den danske pølsevogn har haft det hårdt de seneste årtier med en nedgang fra omkring 600 midt i 70’erne til under 110 i 2003 - hvoraf langt de fleste findes i København. Størstedelen af vognene, som førhen blev drevet af selvstændige erhvervsdrivende, er i dag overtaget af Steff Houlberg (ejet af Tulip). Samtidig med nedgangen er det dog lykkedes at eksportere pølsevognskonceptet med succes. Steff-Houlberg har således vogne i Rusland, Sverige, Spanien og England.
Den røde pølse også kaldet wienerpølsen, blev opfundet i Wien af pølsemager John F. Lahmer. Oprindeligt skyldtes kuløren at de pølser, der ikke var solgt samme dag blev dyppet i rød farve, for at kunne kende forskel på dem og de friske pølser. Siden hen blev den røde farve imidlertid så populær, at pølsemagerne begyndte at farve samtlige pølser. Eftersom farvestoffet kan være allergifremkaldende blev det i 1981 forbudt i Danmark. Pølser, der sælges under navnet "hotdog-pølser", må dog stadig gerne være røde.

I Danmark forekommer der betydelige regionale forskelle hvad angår tilbehøret til pølserne. På Fyn er det eksempelvis ikke usædvanligt at få tilbudt rødkål i stedet for agurkesalat, i Horsens forekommer en variant med marmelade, og brugen af italiensk salat er kendt fra enkelte, sydsjællandske pølsevogne. I 2002 blev verdens første halalpølsevogn indviet på Nørrebro i København. Indehaveren, Mohamad Ali, fra Jordan nedsatte sig med en vogn, hvor pølserne var fremstillet af lamme- og oksekød. Derudover serveres halalpølserne nøjagtig som en almindelig dansk pølse hvad angår tilbehør mv.



Pølsevogns-parlør

Afslutningsvis har vi samlet nogle af de særlige gloser og vendinger, der benyttes ved pølsevogne rundt om i landet. Vi skal straks advare om at dette folkevid kan være temmelig bramfrit indimellem, grænsende til det obskøne. Af hensyn til de yngre læsere har vi dog bortcensureret de allerværste udtryk.

Vi begynder med selve vognen, der går under betegnelsen ”Svineknallert”, ”Skinkekutter” eller ”Café Fodkold”. Ekspedienten, dvs. pølsemanden, kaldes henholdsvis ”Skinkekaptajnen”, ”Fætter Fars”, ”Pøllemanden”, ”Den lokale tarm pusher” eller ”Slangetæmmeren”.

Ved bestilling anvendes følgende udtryk:

En pølse med brød: En finger med kage - Skinkesøm med pude - En slange med dej - russer med sidevogn - En indianer med rygsæk - Et nisseben med håndtag - En rød fra dybet med kage - En slatten fra bassinet med pude

En ristet pølse: En øgle - En neger - En fyrværkeri-finger

En ristet med ketchup og brød: Øgle med slam og kage

En ristet med det hele: En død hund med dej og hele farveladen

Alm. Hotdog: Karl Stegger - Skinkesøm i åben kiste - Eskimo i kajak

Hotdog med det hele: Død indianer med tæppe og hele krigsmalingen

Pølse i svøb: En Karl Stegger i lædervest - En Henning i Presenning - Jens Okking i slåbrok

Fransk Hotdog: Skinkesøm i spændetrøje - Skaldet franskmand i sovepose - En mumie med sarkofag - Fransk Hue

Ristet hotdog i svøb med løgringe, ristede løg, agurkesalat, ketchup og gul sennep: Solskoldet grønlænder med briller, hår på brystet i kajak og iklædt lædervest, agurkemaske, kindrødt og Degaulle (siges hurtigt)


Hos den velassorterede pølsevogn

1/2 grillkylling med fritter og cole slaw: Halvbranket Kentuky-måge med svæller og bræk - En halv måge med bjælker og sump

1/2 grillkylling med fritter: En halv Flabber babber med patroner - En halv nationalfugl med fedtstifter - En halv gummigrib med døde fingre - En halv ørn med klodser

Bøfsandwich: En nystrøget neger med høretelefoner

Fiskefilet med fritter og remulade: Remuladehaj med bjælker og slam

Diverse tilbehør

Cocio: Negermælk - Mandela-bajer - Congo Bajer

Sugerør til drikkelsen: Med børnebestik

Fransk Sennep: Degaulle

Sennep: Bæ - Den gule kætter

Mild Sennep: Børnebæ

Remoulade: Bræk - Lind mave

Ristede løg: Sår-skorper - klinkegulv

Rå løg: Tånegle - Brutale løg - Tude briller

Agurkesalat: Surt fra urtehaven - Åkander - Skiveskåret syltet diller-daller - Vabelplastre - Grønne øjne


Den stolte indehaver af "Bjarnes Pølser" i Ballerup, der i 2007 blev kåret som danmarks bedste pølsevogn af P3's "Madmissionen".


Diverse udtryk


Hvis nu man kun vil have ketchup, siger man: Kan du ikke bare give slangen lidt kindrødt på...

Når skinkekaptajnen spørger hvad der skal på, så svarer man: Der skal fart på...

Hvis slangetæmmeren vil vide om man skal have det hele på, svarer man: Nej, gem du bare lidt til de andre kunder...

Når en lokale tarmpusher spørger om der skal ketchup og sennep på, svarer man: Ja, du spiller bare på hele orglet!

Skal du bede om et par servietter: Kan vi lige få gardinerne ud af vinduet?

God appetit!