Ill.: Jørgen Stæhr
Vi lukker og slukker
Af Jørgen Stæhr
7.12.2022

Grundet indtrådte omstændigheder ophører Bogø Tidende. Og denne udgave er den sidste.

Der har været nyhedsmedie på Bogø siden 1947, hvor Bogø Handelstands Forening startede Bogø Avis som de næste 60 år var en skattet del af bogøernes hverdag til den ophørte i foråret 2007. Ugen efter udkom Bogø Tidende. Vi skævede lidt til Korsbæk Tidende da vi valgte navnet.

Det har været morsomt at lege avis, at skrive artikler og fotografere. Undervejs har bogøerne tilsendt os billeder – en særlig tak til Jane Sørensen - og blandt dem som har været en uvurderlig støtte med artikler er vi stor tak skyldig til Mia Gerdrup, Svend Aage Christensen og Flemming Nielsen.

Til sidst skal annoncørerne have en varm tak. Flere har været med siden vi startede og har trofast holdt ved gennem de 15 år vi har eksisteret.

Helle Hansen - 25 år i Dagli'Brugsen og COOP. Foto: Hanne Stæhr
Kære Bogø’er
Af Helle Hansen
7.12.2022

Kære Bogø’er

TUSIND – TUSIND – TUSIND Tak for at gøre mit 25 års jubilæum i Dagli´Brugsen Bogø til en god dag. Tak for alle hilsener på Facebook, søde ord og beskeder igennem de sidste 14 dage.

Tak for alle gaverne – lækre tørklæder, gavekort, sko, vin, mange flasker med cremer, shampoo og lign. Jeg kommer (forhåbentlig) til at dufte godt i meget lang tid. Tak for lækker chokolade (der må være nogen der kender mig), en pakkekalender og sidst, men absolut ikke mindst, tak for alle blomsterne som nu fylder godt op i hjemmet.

Foto: Jørgen Stæhr
Jul på Bakkegården
Af Flemming Nielsen
7.12.2022

Overskriften er ikke en titel på en Morten Korch roman, men gammel bondegårdsstemning var der til overflod ved julemarkedet på Bakkegården, der ligger godt gemt – og meget idyllisk - et stenkast fra Grønsundvej bag Fodboldgolfen ved Lerbæk.

Bakkegården er for de uvidende – som jeg var blandt indtil denne søndag – en del af Krummebækgård, der har flere faciliteter på Vestmøn. Bakkegården er et bo- og arbejdsfællesskab for sårbare unge. På gården har man også grise, heste og hunde, og oven i købet havde man gjort et kæmpearbejde for at pynte op med halm, nisser og julemusik. Så Bakkegårdens julemarked gør sig fortjent til en topplacering i denne for årstiden uundværlige begivenhed.

På markedet kunne de mange fremmødte få fingre i alskens produkter, spiselige som drikkelige og selvfølgelig et væld af brugsting. Børnene kunne gå på skattejagt, eller få en ridetur på ponyerne. Vejret var lidt koldt og vådt – vandkoldt vil de nok kalde det i Jylland, så det kostede måske lidt i de udendørs sysler, selvom ilden knitrede lystigt fra bålfadene.

Arrangørerne havde også tilkaldt bistand fra Bogø, idet Leif Nowicki viste gammelt legetøj frem, Lotte Hilden havde et udvalg af sine billeder med, samtidig med at hun tegnede og malede portrætter, Marlon Cramers viste sine børnebøger, og Farø Vad solgte flæskestegssandwich fra grillen, den salige duft nåede næsten Grønsundvej, hvorfra der var tæt trafik til gården.

Det hele var så hyggeligt, vellykket og godt arrangeret, så der skal bare uddeles juleblomster til Soffi Falch og alle hendes dygtigr hjælpere, der i månedsvis har arbejdet med dette julemarked.


KLIK PÅ ANNONCEN FOR AT SE DEN STØRRE

Smedien i Vestergade. Mere end 100 år gammel. Foto fra Mia Gerdrups gemmer
Smedestræde 15-17
Af Flemming Nielsen
7.12.2022

Maleri fra Mia Gerdrups samling. Til venstre Smedestræde 15, nu ejet af Leif Nowicki. Huset er et af Bogøs ældste, Leif anslår det til lige før år 1800. Til højre den gule smedie, Smedestræde 17. Smedemester Hans Larsen opførte huset i 1902. I 1948 blev ejendommen overtaget af Peter Steffensen, der opførte en garage ved siden af smedeværkstedet.

Maleriet kan således dateres efter 1902, kunstneren er ukendt, signaturen er utydelig, men måske HKH. Tak for lån til Mia og oplysninger fra Bogøs Digitale Museum, hvor du blandt meget andet kan finde oplysninger om de service- og handelsvirksomheder der har haft hjemme i Smedestræde.

Bogøs historie.

Javier Bardem i filmen Den perfekte chef. Foto: Stege Bio
Fra Biografen i Stege
Satireuge i Bio Møn - kom og få et julegrin inden juleløjerne går løs!
Af Bio Møn
7.12.2022

Den perfekte chef: 5.-9.december kl.19; samt torsdag d.8.december kl..14:15:
Den perfekte chef er ikke kun en masterclass i underspillet, komisk timing fra Javier Bardems side, men også en på én gang ætsende og underfundig satire over livet på en helt almindelig arbejdsplads. Blanco (Bardem) driver et familieforetagende og håber på at modtage en særlig udmærkelse for sin indsats, men så skal alt også stå snorlige. Og det kniber det med. En fyret medarbejder er på hævntogt, og gør alt for at spolere chefens nattesøvn. Blanco næstkommanderende er ude i en eksistentiel krise og begår fejl, der i en normal verden ville føre til øjeblikkelig fyring. Og så er der marketingpraktikanten, som kunne være Blancos datter, men som han ikke desto mindre har et alt for godt øje til. Det må bare spinne ud af kontrol! Den perfekte chef tog pladsen som Spaniens Oscar-kandidat (foran Almodóvar) og slog alle rekorder ved Goya-uddelingen i februar, hvor filmen var nomineret til ikke mindre end 20 priser - og vandt 6! – naturligvis inklusive Bedste film. Filmen er med i Biografklub Danmark-ordningen.

The Menu: 10.-13.december kl.19; samt torsdag d.15.december kl.19:
The Menu er en satirisk og brutal thriller iscenesat i et kulinarisk univers. Filmen handler om et ungt par, som rejser til en ø for at spise på en eksklusiv restaurant, hvor kokken har tilberedt en fuldstændig overdådig menu. Kort efter den første imponerende ret, begynder gæsterne dog at indse, at de er særligt udvalgte, og at menuen byder på nogle særdeles chokerende overraskelser. Dette bliver muligvis deres allersidste måltid!

Filmen byder på samme underholdende og foruroligende intensitetsniveau som Squid Game og en samfundssatire a la Ruben Östlund. The Menu er instrueret af Mark Mylord, der tidligere har haft succes i instruktørstolen på store tv-serier som Game of Thrones og Succession. På rollelisten ses bl.a. Anya Taylor-Joy (The Vvitch, The Northman, The Queen's Gambit) og Nicholas Hoult (Mad Max: Fury Road, The Favourite), der spiller over for Harry Potter-skuespilleren Ralph Fiennes i kokkeklæde7

Se mere her: biomon.dk

Foto: Bogø Møllelaug
Mel fra Bogø Mølle til julebag
Af Bogø Møllelaug
4.12.2022

Julebag – fyld fryseren med hjemmebagt brød bagt af mel fra møllen.

Vi sælger alt mel med 10 % rabat!

Vi har svedjerug til rugbrød, emmer og ølandshvede til grovbrød og boller og fintmalet Guldblomme til småkagerne.

Ring til Mariann på 61345376 eller Vivian på 21636245 for at aftale nærmere.

Vi glæder os til at høre fra jer!

Der var stor interesse for Leif Nowickis gamle legetøj. Foto: Jørgen Stæhr
Ulriks jul på møllen og i forsamlingshuset
Af Sylvia Leonhardt
30.11.2022

I møllen kunne man den 27. november 2022 opleve en udstilling af hvad børn i gamle dage kunne ønske sig. Den kære brugsuddeler arrangerede og sponsererede ”Jul på Bogø Mølle”. Julens komme blev fejret med julestue og julefest for alle, både store og små, med en tidsrejse i julehistorie, julepynt og julesang.

Udstillingen gik under navnet ”Hvad Du Ønsker Skal Du Få”. Leif Nowicki udstillede legetøj som børn i gamle dage ønskede sig til jul, men kun de færreste fik. ”De andre” fra Teatertruppen ”Alis og De andre” sang julesange. Svend Aage fra Lokalhistorisk Forening fortalte om børnenes jul i gamle dage, så var der workshop for alle, og her kunne man lave julepynt.

Kl. 15.00 blev operation Find Julemanden sat i værk, og herefter gik man sammen op til et brag af en juletræsfest i forsamlingshuset. Her blev det store flotte juletræ tændt, der blev danset om det, der blev sunget og leget og selvfølgelig havde Helle og Ulrik forberedt skønne godteposer til alle børnene. Møllebestyrelsen solgte kakao, gløgg, og æbleskiver som var sponseret af Dagli’Brugsen - indtægten gik til møllen - lidt lige som til fastelavn.

62 godteposer blev udleveret til glade børn og der var i alt ca. 120 som deltog i det festlige arrangement. Jo, endnu en ny og herlig tradition har set dagens lys.

Svend Aage Christensen fortæller. Foto: Jørgen Stæhr
Julemik i Lokalhistorisk
Af Jørgen Stæhr
30.11.2022

Som det sker hvert år op til jul samles Bogø Lokalhistorisk Forenings medlemmer til en lille festlighed i den varme sognegård. Der var dækket smukt op, og gæt engang hvad man fik at spise og drikke. Ja selvfølgelig var det varm gløgg samt lune æbleskiver, og rigeligt af begge dele. Medlemmerne samles ikke kun om deres interesse for Bogø i gamle dage, de kan også lide hinanden, så snakken gik. Pludselig var det tid til det som alle havde set frem til, nemlig Svends Aages fortælling om Bogø i gamle dage, og denne gang var det noget ganske særligt han trak op af posen.

Der har gennem tiderne været ansat mange dygtige og initiativrige lærere på kostskolen og en af dem gik i attenhundredehalvfemserne rundt på øen og fik ældre mennesker med en god hukommelse til at fortælle om de fra fordums tid overleverede sagn og historier. Der var mange vakse gamle, og han var heller ikke selv tabt bag en vogn, så der kom faktisk materiale nok frem til at det kunne fylde en hel bog, og tænk engang; Svend Aage havde støvet et eksemplar op af den mere end hundrede år gamle tryksag som han læste op af. Historierne var forbløffende gode og man kan kun glæde sig over at der findes mennesker som formår at samle, iscenesætte og videregive kulturtiltag så vi andre kan blive godt underholdt mens vi sidder og guffer æbleskiver i en hyggelig sognegård på en lysegrøn ø.

Foto: Vordingborg Kommune
Nyt aktivitetskatalog for seniorer
Af Vordingborg Kommune
30.11.2022

Foreningerne har udgivet et nyt aktivitetskatalog for 65+årige.

Det er vigtigt at holde både krop og hoved aktivt i seniorlivet!

Kender du mulighederne for dette?

I tæt samarbejde med foreningerne er der udgivet et nyt Aktivitetskatalog for + 65-årige. I aktivitetskataloget kan du finde forskellige tilbud af fysisk eller social karakter og få inspiration til det aktive liv, der lige netop passer dig. I kataloget har du mulighed for at søge på foreninger i dit nærområde eller foreninger der specifikt omhandler dine interesser.

Kataloget kan du finde her på Vordingborg Kommunes hjemmeside.

Du kan også finde kataloget på kommunens 4 biblioteker i læsesalene.

Foto: Bogø Møllelaug
Julemarkedet på Bogø Mølle anno 2022
Af Vivian Skov - Bogø Møllelaug
23.11.2022

Igen i år dannede Bogø Mølle ramme om det traditionelle julemarked, fornemt styret af Kirsten og Grethe og med Lisbeth som bindeled til bestyrelsen. Det kommer næppe bag på nogen, at forarbejdet, som starter året før, men intensiveres i august/september måned er omfattende: Kommunikation og koordination med årets udstillere, med hjælpere og med eksterne agenter (fx pr-folk og presse og vores Brugs) skal ’spille’. Meget kan klares via mail og mobil, men diverse møder kan ikke undgås. Et gigantisk arbejde, som jo ikke slutter, når dørene lukkes, for derefter følger den kritiske gennemgang: Hvad skal vi gøre bedre til næste år?!

Når alle brikkerne omkring planlægningen er på plads, og vi mødes for at stille op, gøre klar og indrette, så føles det lidt, som om det var for nylig, at vi sidst sås: Der er en fantastisk stemning blandt alle udstillere og ’møllens folk’. Og når duften af gløgg og æbleskiver begynder at brede sig – i år suppleret med duften af bagt leverpostej - og gæsterne begynder at ankomme, bliver stemningen næsten magisk: Så hyggeligt, så er julen ’skudt i gang’.

Se plakaten – en blandet palet af udstillere med et varieret udbud af fine produkter fremviser og fortæller om deres varer. Det er svært at gå hjem uden at lade sig inspirere og købe. Gode, gedigne store og små ting, som man ikke vidste, man manglede, købes som adventsgave, julegave, værtindegave, til køberens eget hjem: Spændende køb, værd at eje, suppleret med tilbud, som man må prøve eller deltage i. Det gælder også årets første omgang gløgg, et brød fra BogøBrød eller et møllekrus og afsyngning af julesange til Kirstens akkompagnement.

Uden gæster, udstillere og hjælpere kunne det ikke lade sig gøre! Tak til alle I mange, som på hver jeres måde bidrager ved jeres indsats til at gøre julemarkedet på møllen en skøn kickstarter på endnu en jul!

Tak for i år!

Vivian – Bestyrelsen – Bogø Møllelaug

Ulrik og Jesper med julegavesækken. Foto: Helle Hansen
Julegavehjælp
Af Jesper Heien
23.11.2022

Så er vi klar igen i Dagli'Brugsen Bogø til at indsamle gaver og pakker til alle som godt kan bruge en julegave til julen 2022, kom gerne med det I kan undvære, pakket ind og med tekst på, eksempel, 4-6 år i alder, til en pige eller dreng eller begge, spil, bog.

Det er god tradition vi har her på Bogø og vi hjælper alle i vores region Syd, Møn og Bogø, Røde Kors og andre får glæde af gaverne.

Der bliver samlet ind frem til den 20/12-2022 og hvor det vil delt ud til dem som skal bruge, du kan komme til Ulrik diskret og bede om hjælpepakker, og jeg ved at Røde Kors også hjælper med julepakker.

Med venlige Julehilsner fra Julemandens hjælpere på Bogø

Foto: Jesper Heien
Breaking News!
Af Jesper Heien
23.11.2022

Bogø IF har gang i den. Som altid sker der noget på Bogø og især i Bogø IF.

Der er planlagt Esport events, hvor de unge og voksne kan hygge med Esport og spil og igen hygge og socialt samvær og sund mad. Vi skal have det sjovt, livet er en leg og vi må aldrig gå ned på at have det sjovt. Der er altid mere gang i den i hallerne, hvor alle hygger sig i alle aldre, unge og voksne, Hvis I ikke har prøvet at være med, så gå ikke glip af Bogø IF Esport, det er kommet for at blive.

Og så er det blevet vinter; så fodbold er også rykket indenfor i hallerne. Der var ca. styks 30 børn og unge til træning forleden dag, den vildeste stemning og så er der voksnetræning bagefter de unges træning. Det er det vildeste, når man kommer op i hallerne på hvilken som helst dag i løbet af ugen, så er der altid aktivitet, det gør mig så stolt som formand for Bogø IF at opleve dette.

Vi er frivillige i Bogø IF og alle som hjælper med at være trænere og instruktører er frivillige og gør dette store stykke arbejde fordi de elsker det. Tak til jer alle sammen for jeres store indsats. Uden jer ingen Bogø IF.

Bogø IF har en masse udvalg, som I alle kan bruge hele året rundt:
Badminton
Dart
Esport
Motion, Løb & Cykling med landevejs racer og MTB
Tennis, spiller også indenfor
Gymnastik og børnehold og yoga
Pentanque
Fodbold - alle aldre
Volley
Bridge og Whist

Hygge træning for de unge:
Stikbold / høvdingebold en gang om ugen. Bordtennis har vi prøvet at starte op, men mangler nogle trænere som brænder for at hjælpe med træningen, så kom frisk, vi har alt i udstyr. Det kan også være at der er nogle seniorer / pensionister som tænker, jeg vil gå til nogle ting, Prøv Bogø IF, Senior Bordtennis, hygge fodbold hvor alle kan være med.

Måske er der andre sportsgrene, som I tænker at det kunne være fedt at starte op som den næste ting i Bogø IF, måske Basketball eller andre ting, så prøver vi det af, der skal dog være nogle som tager stafetten på det.

Vi er så klar til at være der for jer alle sammen, så byd gerne ind; og hvis I har spørgsmål til Bogø IF, ring til mig på 71940620.

Og husk at alle vores arrangementer og Events altid kan ses på snoren i Dagli'Brugsen på Bogø og på diverse medier.

Mvh Jesper Heien
Bogø IF Formand og en meget stolt formand