Ring til Olivia Stæhr
Servering / afrydning / opvask
har ligeledes interesse
30 26 55 89 / 55 89 33 90
Mel.: Menuetten fra Elverhøj
Til barnedåb og fødselsdag
til brud og konfirmander
en sang det skal de alle ha’
fra mor og far og tanter
men synes du den er lidt svær
og fantasien svigter
så ringer du til Hanne Stæhr
for hun er den der digter
Traditionen tro var der anden lørdag i marts, denne gang lørdag den 13. marts, kaldt til årsmøde i Dagli’Brugsen. Der var udleveret mere end 100 billetter og det var ca. 20 flere end sidste år, så det må jo siges at være blevet et populært arrangement.
Da Steen Kronborg enstemmigt var valgt til ordstyrer, gav han først ordet til formand, Hans Erik Albrekt, der bl.a. redegjorde for Dagli’Brugsens mange arrangementer i årets løb; her kan nævnes blomstermarked, Open by Night, ophængning og nedtagning af julesokker, afhentning af julemanden i Bogø Mølle med mere. Til alle arrangementer gives der lidt godt at spise og drikke og Ulrik er altid den glade sponsor.
Ulrik fik også ordet og berettede om forretningens succes. Trods finanskrise, har vores Dagli’Brugs holdt skruen i vandet og er ikke gået tilbage omsætningsmæssigt – og da heller ikke i andre henseender!
Som sædvanligt kunne det ikke gå stærkt nok med at få valgt hvem der vælges skulle; H. E. Albrekt var på valg til formand og det var alle enige om at han skulle fortsætte med. Ulla Nielsen og Mai-Brit Klog var begge på valg til bestyrelsen og også de var så populære at klapsalverne hurtigt afgjorde den sag. To suppleanter skulle findes og der blev Ulla Schnabel hurtigt klappet til 1. suppleant og Jesper Johansen til 2.
Derefter nåede aftenen et af sine højdepunkter, nemlig en god sildemad, lækker kamsteg med rødkål og surt, samt en dejlig osteanretning og hertil øl og snaps. Må man lige indskyde, at det var særligt dejligt at Ulla Nielsen blev genvalgt til bestyrelsen. Hun havde jo stået for den fremragende steg med de fantastisk sprøde svære og vi ser meget gerne succesen gentaget. Til kaffen blev der serveret lækre chokolader fremstillet og sponsoreret af Økoladen.
Ved det efterfølgende bankospil kunne man vinde kaffe på en række og kæmpe kamstege på pladen fuld. Man har før fniset lidt af redaktøren da han til gymnastikafdelingens banko ryddede pladen efter at gevinst til en række var uddelt; og så skal han vel blive forvirret når han ligeså glad råber banko på en række og kontrollanten så kommer og smider alle hans brikker af! Nå, men han fik sin kaffe og hans kone tog revanche og indkasserede præmien for en kortet fuldt i samme spil.
Judithe rendte med hovedgevinsten, en kæmpe kødpakke, men det var ikke helt uden spænding, idet hun måtte ud i en nervepirrende lodtrækning da der var to der havde pladen fuld.
Alt i alt en festlig og hyggelig aften. Mange fik ingen præmier med hjem, flere fik sidegevinster (venligst sponsoreret af M8 Trans) og hele fire familier kunne glade gå hjem og lægge to kæmpestore kamstege i kummefryseren. Det var da helt i orden!
Jens Linnet - foto:Jørgen Stæhr
Generalforsamling i Lokalhistorisk Forening
Af Rigmor Bohnsen
17.03.2010
Onsdag den 10. marts var der indkaldt til generalforsamling i Bogø Lokalhistoriske Forening. Formand Ejler Svan bød velkommen og efter at Ove Paarup var valgt til ordstyrer og havde foræret foreningen en fornem messingklokke – et originalt klenodie fra 1919 der har været brugt på Navigationsskolen - berettede Svan om året der er gået. Ole Olsen fremlagde i sin egenskab af kasserer det reviderede regnskab til godkendelse.
På valg var bestyrelsesmedlemmer Ole Olsen og Ejler Svan samt suppleanter Leo Sørensen og Christian Bille Nielsen. Alle blev genvalgt. Det samme blev revisor og revisorsuppleant hhv. Benny Knudsen og Søren Klog.
Det var ikke slut med gaverne. Ove var rigtig gavmild og forærede også foreningen en flot fane påtrykt Bogø Skole. Denne er blevet brugt til et arrangement i forbindelse med sidste skoledag, hvor man før i tiden gik i samlet flok fra skolen til skovpavillonen; her var der afslutningsvis bal for gamle elever. Alle øens faner var mønstret og der var en indædt kamp om at have den længste flagstang.
Ca. 40 var mødt op i den aula der venligt var udlånt af Kostskolen, men man bliver ikke forbavset over et sådant fremmøde, når man har lokket med en så god underholdning, som Jens Linnet måtte siges at være. Han fortalte levende om hvordan hans farfar, Nis Linnet, kom til øen og i 1897 og åbnede lægepraksis. Han led af en ligegyldig hjertefejl og han fandt det bedst at slå sig ned på en afsides ø, som Bogø var i de dage. Man synes nu bare ikke det kan have været helt ubesværet at tilse patientskaren, idet han udover Bogø også dækkede Møn og Nordfalster. Til begge områder blev han roet i robåd i al slags vejr. Jens’ far, Kristian overtog praksis efter farfaderen og Jens er således tredje generation i lægeslægten her på Bogø. Man må sige, at far og farfar var nogle karismatiske og farverige personer. En meget underholdende og spændende beretning. Synd for de der ikke var til stede.
Foto:Helle Sørensen
Ulla Nielsen 60 år
Dunia Dunlop har været til rund fødselsdag og kan aflægge flg. beretning fra Fru Ulla Nielsen’s 60 års fødselsdag i torsdags:
Fru Ulla Nielsen – medlem af Butiksrådet i Dagli’Brugsen Bogø fyldte 60 år torsdag d. 11. marts. (Hvem skulle lige have troet det). Venlige sjæle havde aftenen før pyntet Ulla’s lille hyggelige hus med så mange flag at forbipasserende ikke kunne være i tvivl om at her boede en fødselar. Dagen igennem mødte gæster op på skift, og blev beværtet med Brugsen’s gode brød og Fru Ulla´s hjemmebag. Fødselaren blev begavet med både blomster, gavekort til wellnes, smykker, tørklæder og sågar et nyt tag til udhuset. Fru Ulla har bedt ”Deres Udsendte” om at viderebringe en stor tak for alle gaverne og hilsnerne.
Foto:Jørgen Stæhr
Lokalrådets møde med Bogøs Foreninger
Af Flemming Nielsen
17.03.2010
Mødet i idrætsforeningens klubhus den 11. marts 2010 var indkaldt med det formål at samle foreningerne om en årskalender i Bogø Tidende. Lokalrådets arbejdsgruppes formand John K. Hansen bød forsamlingen – 28 personer – velkommen og bad de fremmødte foreningsrepræsentanter kort redegøre for deres foreningers virke:
Bogø Løbeklub (Jan Saxtorph), Bogø IF Tennis (Kim Jørgensen), Bogø IF, Møllelauget og Halbestyrelsen (John Pedersen), Bogø Hallen (Ulrik Bonnerup),
Bogø IF Gymnastik (Helle Hansen), Andelsforeningen Bogø Vandværk (Sten Kronborg), Bogø Damekor og Bogø IF Volley (Helen Olsen), Bogø Kajakklub
(Tina Vinnergaard), Bogø Musikskole og Bogø Jazzfestival (Nicolaj Wæhrens),
Lokalhistorisk Forening (Ejler Svan), Menighedsrådet (Ole Olsen), Pensionistforeningen (Anne Sørensen), Bogø Fitness Klub (Lisbeth Albrekt), Turistforeningen og LOF-arrangementer på Bogø (Emilie Storm Petersen), Bogø Bylaug (Søren Klog), Bogø Tidende og Foreningen Vesterskov (Jørgen Stæhr).
Lokalrådet:
Mai-Brit Klog, John K. Hansen, Johnny Jensen, Flemming Nielsen, referat, Jesper Heien (forhindret, møde med dialogudv. Vordingborg Kommune),
Benny Knudsen, afbud.
Ordet frit:
John orienterede om møde om havneprojektet d. 16. marts og den store miljø-rengøringsdag der i år afholdes d. 18. april.
Kalenderen er sat ind på Bogø Tidende. Klik på ”Foreninger” og man er inde på kalenderen. Kalenderen skal nu udbygges, og det sker ved at alle foreninger sender nøjagtige data om begivenheder der har interesse for en større kreds, samtidig med at foreningerne er ansvarlige for at oplysninger om mailadresser, telefonnumre osv. bliver opdateret. Der vil blive optaget arrangementer et år frem i tiden.
Skolerne opfordres ligeledes til at sende oplysninger om større arrangementer på skolerne. Det er altså op til foreningerne at levere oplysninger til Jørgen Stæhr, der så opdaterer kalenderen. Oplysninger sendes ved at klikke ”kontakt” på Bogø Tidendes hjemmeside og så skrive om ovennævnte. Mailadressen er mail@bogoetidende.dk
Jørgen Stæhr lovede at han ville lave en ”kalenderknap” så der bliver tale om optimal synliggørelse.
Forslag om en ”foreningsdag”, det kunne være f.eks. hvert 3. eller 4 år. På sigt et ”Foreningssamvirke” eller andet fælles talerør overfor kommune eller lokalråd.
Dog var der lige nu stemning for at fortsætte med ”Stormøder” med Lokalrådet og det næste møde blev programsat til: torsdag d. 7. oktober kl. 19.00 i Bogøhallen.
John K. Hansen takkede for et godt møde.
Arkiv
Foreningen Bogø Jazz Festival
Øen får sin første jazzfestival til august
En lille men entusiastisk flok, gjorde den stiftende generalforsamling 3. Marts i Bogø Sognegård til en rigtigt god aften. Bestyrelsen vil nu arbejde målrettet på at søge fonde, booke orkestre og få alt logistisk på plads inden 14.-15. august hvor den lille, men ambitiøse, jazzfestival finder sted. Programmet kan ikke afsløres endnu, men det kan siges at festivalen starter lørdag eftermiddag med hyggejazz i skoven, derefter 'dinner & dance' som indebærer middag i skovpavillonen og efterfølgende dans til stort swingjazzorkester. Der bydes også på midnight jazz-jam. Søndag satser jazzfestivalen på solskin og behagelige toner i Præstegårdshaven med børnejazz/formiddag og voksenjazz/eftermiddag.
Jazzfestivalen har allerede fået sin egen webside www.bogoejazzfestival.dk som løbende vil blive opdateret. Man kan støtte foreningen, kontingentet er 100,- kr. for enkeltpersoner eller 150,- kr. pr. familie. Foreningens konto er på trapperne, og hvordan man skal melde sig ind, vil blive nævnt på websiden samt i det planlagte gratis NYHEDSBREV som det allerede nu er en god idé at tilmelde hér.
Generalforsamlingen 3. marts sluttede af med fællessang; Malene Langborg havde nemlig skrevet en Bogø Jazz Festival Blues. Rekvirér den lille sang pr. email (som mp3), skriv til: bogoejazz@malene.dk - og syng med, tekst +akkorder står på jazzfestivalens webside under 'Signaturmelodi'.
Foreningen Bogø Jazz Festival håber på at kunne skabe en ny tradition på øen med en årlig jazzfestival som med tiden forhåbentlig kan vokse sig velrenommeret og attraktiv for både fastboende, sommerhusgæster, musikere (amatører og professionelle), forretningsdrivende og turister.
Evt. info: Formand, Nicholai Wæhrens, tel. 2382 0213.
Skærtorsdagsgudstjeneste
1. april kl. 17.00 i Bogø Kirke.
Traditionen tro vil der efter gudstjenesten blive serveret påskelam i Bogø Sognegård.
Det koster 60 kr. for voksne at deltage, børn spiser gratis. Tilmelding er nødvendig og kan ske til Jonna Risberg Olsen tlf. 55894132 eller mail: risol@dlgtele.dk senest torsdag d. 25/3.
Drikkevarer kan købes til rimelige priser.
Alle er velkomne!
Rettelse til ’Verdens Fortællerdag’
søndag d. 21.3
På grund af pladsmangel i sognegården, vil fortællerdagen i år foregå i Bogø Forsamlingshus, med start kl. 15.00
Menighedsrådsmøde
for Bogø sogn
afholdes onsdag d. 17. marts kl. 19.00 i Bogø Sognegård.
Generalforsamling Bogø Møllelaug
Fredag den 19. marts 2010 kl. 19.00
Bogø IF’s klublokale, Skovvangen
Dagsorden jf vedtægter.
Forslag skal være formand John Pedersen, A. Johnsonsvej 6
skriftligt i hænde senest 11. marts.
Mvh bestyrelsen
ISLAND
Sommerhus med bil til leje
Kr. 5.000 pr. uge
55 89 38 37
NYT PÅ BOGØ
Dagli`brugsen har i samarbejde med den nystartede BOGØ VARETURSFORENING indledt et samarbejde om vareudbringning på Bogø (pris kr. 50,00).
Hver fredag kan der bestilles varer som bringes ud af foreningen. Man skal blot ringe sin ordre ind fredag mellem 8:00 og 9:30 på 55894008 til Dagli`Brugsen, som pakker varerne, hvorefter varetursforeningen bringer ud.
De 50,00 kr. går til Bogø Varetursforening hvis formål det er at støtte foreninger, arrangementer, osv. på Bogø.