Til barnedåb og fødselsdag
til brud og konfirmander
en sang det skal de alle ha’
fra mor og far og tanter
men synes du den er lidt svær
og fantasien svigter
så ringer du til Hanne Stæhr
for hun er den der digter
Folk der ikke ved bedre, kunne måske finde på at sige, at det nok er stærkt begrænset hvad der kan ske i løbet af et år på sådan en lille lysegrøn ø. Men vi andre er klogere.
Og hvad skete der så på øen? I mere eller mindre flæng kan nævnes: Vi lagde ud med masser af sne de første tre måneder. 8x var på den eventyrrejse til Grønland som de vandt i konkurrence med 1000 andre skoleklasser. Nicolai Wæhrens oprettede en musikskole og udvidelsen af bogøhallen blev påbegyndt. Samme Nicolai var initiativtager til Bogø Jazzfestival. Mandskoret blev nedlagt og der blev oprettet en Fittnesklub. Idrætsefterskolen udvidede med en smuk tilbygning. Farøbroerne havde 25 års jubilæum. Færgecafeen på Bogø havn blev etableret. Det samme blev Bogø Grill-Pizzaria og Café i hovedgaden. Vandværket fik sig en ny velfærdsbygning. Bogø IF fyldte 75 og efter at have været smerteligt fraværende i flere år dukkede de første torsk igen op i sundet. Zumba holdt sit sejrrige indtog og Dagli’Brugen holder åbent hver dag til klokken 20.
Tidende er dog stort set uforandret lige bortset fra at vi desværre har måttet lukke kommunikationsboksen. Til gengæld har vi forsøgt os ud i ”videoproduktion” idet vi her i december lagde julesang i den gamle mølle med Hertha Damkjær på You Tube.
Det har været en sand fornøjelse at divertere med store og små nyheder og vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske vor mange trofaste læsere et rigtig godt nyt år.
Mias Gemmer
Bogø, december 1971
Af Mia Gerdrup
29.12.2010
Mia's gemmer har denne gang dykket ned i kassen med gamle aviser, og fandt Bogø Avis december måned 1971.
I avisen den 1. december meddeler Idrætsforeningen, at man nu kommer rundt og sælger medlemskort til 5 kr. Der gøres udtrykkeligt opmærksom på, at hvis man har et barn under 14 år, der går til idræt, så skal en forælder være medlem. (Måske noget der burde tages op i dag?).
Bogø Brugsforening afholder sin årlige fest den 4. december.
Den 14. december har Bogø Husholdningsforening et arrangement "Jul for hele familien" på Bogø Skole. Der startes med luciaoptog, og derefter vil fru Alice Caspersen dække et julebord og lære de fremmødte at lave en juledekoration. Man skal huske dekorationsmateriale og en kop til kaffen. Bogø Skov sælger juletræer og grønt fra skovfogedstedet de to sidste søndag før jul.
Brugsen holder den 17. december julesalg med 10% rabat på alle varer. Dog ydes der ikke dividende denne dag. Der opfordres til at man allerede dagene før indleverer ordresedler idet man forventer "mer end trængsel.".
Købmand Rasmussen holder julesalg hele måneden. Et kvart kilo valnødder til 3,48. Chokolade i 300 gr. pakninger til 5,50. Kornfede ænder med rabat, 2400 gr til 32,85 og Karan Wolf brune kager i "kønne plastik gryder lige til at sætte på bordet" til 3,68.
Bogø Forsamlingshus og Husholdningsudvalget afholder juletræ i forsamlingshuset den 28. December, hvor alle er velkomne. Det understreges at hvis der ikke kommer tilmeldinger nok, så er dette juletræ det sidste der afholdes.
Bogø Forsamlingshus lægger også hus til Idrætsforeningens nytårsfest. Der danses fra kl. 21.30 "til Ester Bagges festlig toner i den smukt pyntede sal." Billetpris 10,-. Man skal være medlem af foreningen senest 3 dage før.
Og Brugsen meddeler, at man holder lukket fra 4. januar kl. 12.00 og hele den 5. januar på grund af opgørelse. Dividendebøger skal være afleveret inden og varegæld betalt.
Naturligvis bringes også årets nytårshilsner, Tuborgdepotet v/ Sigfrem Nielsen, Elly og Ejvind Kold, Købmand Tove og Knud Rasmussen, Tømrermester P. Steffensen, Tømrer Knud E. Henriksen, Vognmand Leo Sørensen, Bagermester K. Thomsen, Skomager Aage Jørgensen (Æbelnæs), Bogø Idrætsforening, Gartneriet "Nordly", Fræsestation Børge Hansen, Cykelforretning Ebba Hansen, Frugtavler Ejvind Christoffersen, Barber Sørensen og Slagtermester J. Lejre Jensen.
Arkiv
Bogøpostkort med sne
Postkort der viser Bogø i sne er bestemt en sjældenhed, men findes dog.
Kortet viser Bogø Hovedgade/Jørgensmindevej og Hattedammen.
Endda en Hattedam der bredder sig betydelig længere ud om vejen en hvad der er gældende i dag. Kortet er ubrugt, men vurderes at være fra 1920-1930.
Arkivfoto
Væddeløber
Af Jørgen Stæhr
29.12.2010
Der findes planter, der er så nemme, at man kan sige, at de er næsten umulige at tage livet af, og til dem hører den dejlige stueplante med det danske navn væddeløber. På latin hedder den Chlophytum comosum og har sin oprindelse i Sydafrika.
Hovedårsagen til plantens hårdførhed skal søges i rødderne som kan indeholde vandreserver så den kan klare sig i lang tid uden at en venlig sjæl med en vandkande nødvendigvis besøger den. Den er en slags stueplanternes kamel. Hvis den snydes for vand bliver den forkommen og fladtrykt at se på, men den går ikke ud med mindre at den bliver udsat for total neglect. Naturligvis bliver væddeløber smukkest hvis den passes ordentligt med vand og gødning som andre “normale” stueplanter, men så kvitterer den også ved at udvise en jungleagtig frodighed.
De fleste af de planter man har stående i vindueskarmen, er nydelige at se på, men de har oftest den kedelige egenskab at de spærrer for dagslyset. Væddeløberens store kvalitet er, at den ikke bremser lysindfaldet. Selv store eksemplarer der hænger ned midt i et vindue skal nok slippe masser af lys ind i stuen. Filtreret dejligt lysegrønt lys.
Og væddeløber er supernem at formere. Alle, selv mennesker hvor begrebet grønne fingre er en by i Rusland, kan være med når det gælder om at skabe flere eksemplarer af denne fortrinlige potteplante. For enden af blomsterstænglerne kommer et mylder af småplanter, som tynger stænglerne ned og kan danne en hel kaskade af yngel. Af samme grund har væddeløberen tidligere været en meget yndet plante på piedestaler, blomsterborde og lignende. Småplanterne stikkes i en potte med fugtig jord og gror omgående. Basta. Med et minimum af besvær kan man altså producere rigeligt med reserver som kan sættes ind i vindueskarmene til erstatning for fx de pelargonier som holder kølig vinterferie et andet sted i huset.
Totalrenoveret lejlighed med bl.a. helt nyt badeværelse med gulvvarme, helt nyt køkken, nye gulve m.v. Adgang til have. Ialt 85 m2. Mdl. leje kr. 5.150 excl. varme. 3 mdr. depositum.
Hund ikke tilladt.
Besigtigelse kan aftales på
tlf. 44 48 14 44
Halver dit varmeforbrug
Med Panasonic varmepumpe til dit sommerhus.
Pris inkl. moms og opsætning til lovlig installation kr. 14.200