Esther, Mads, Lukas og alle de andre børn nyder de nye omgivelser. Foto: Jørgen Stæhr
Det begyndte så grueligt
Af Jørgen Stæhr
10.10.2012
Børnecentret Lærkereden var længe meget langt fra at være ideelle omgivelser for børn og pædagoger, men i uge 6 i år arriverede en større gruppe håndværkere, og påbegyndte renoveringen i den ene ende af institutionen, mens dens beboere trængte sig sammen på få kvadratmeter i den anden. Det blev en prøvelsernes tid. Der blev boret og banket i et omfang som umuliggjorde den daglige middagssøvn, men samtidig var det en kæmpeoplevelse for poderne som med megen nysgerrighed fulgte med i håndværkernes gøren og laden. Der blev knyttet ikke så få ”venskaber” og mange af de drenge som ellers skulle have været brandmand når de blev store tenderede nu mere i retning af tømrer eller murer. Men trængslerne var det hele værd. Resultatet der kom ud af anstrengelserne er forrygende. Os der regelmæssigt har haft vor gang i de tidligere så upraktiske og lidet skønne omgivelser kan måbende konstatere at de uden tvivl store summer som Kommunen her har måttet spytte i bøssen, er givet usandsynligt godt ud. Der er revet masser af mure ned og andre er bygget op. Der er installeret lyddæmpende foranstaltninger både her og der. Samt nyt køkken og nye toiletforhold. De gamle støbejernsradiatorer er verfet ud og erstattet med nye af moderne tilsnit, og meget meget mere. Man skal se det hele for at tro det. Bedst af alt var synet af de glade børn og ditto pædagoger som ganske øjensynligt stortrives. Når jeg inden så længe går i barndom vil jeg bestemt ikke stritte imod hvis man ville anbringe mig i Lærkereden.
Foto: Mia Gerdrup
Mias Gemmer Rasmus Stæhrs dagbog sep. 1805
Af Mia Gerdrup
10.10.2012
September begynder blæsende og koldt, og der er fortsat travlt med byggeriet og ikke mindst arbejdet med markerne.
Rasmus Stæhr skriver at der den 2. september bliver bunder 18 traver byg, og at der var hjælp fra nogle Skibsfolk, som netop var på øen. Den 3. bliver der mejet og bundet 8 traver Byg, og tillige revet hø sammen.
Den 4. noteres, at der er 4 mand igang med at meje. Friderich går igang med at tærske byg - mest fordi man skal bruge byghalmen til at tække med. Om eftermiddagen når man at binde 4 traver Rug. Fredag den 6. kommer man kun i marken om formiddagen, da det regner hele eftermiddagen. Dog får Anders Madsen lappet på det gamle tag, men Friderick stadig er igang med at tærske byg.
Om lørdag går RS igang med at tække på den vestre Byglade.
Den 9. er karlen Friderick på Bogø til begravelse, - det er den 24-årige karl Peder Johansen, der tjener hos Rasmus Stæhrs nabo Søren Hansen, der er død og bliver begravet på Bogø Kirkegård.
Den 10. mejes sommerærter, og den 12. går man igang med hveden, - der mejes og bindes ialt 13 traver, som man også når at køre ind.
Der mejes på livet løs, skiftende mellem byg, rug, hvede og ærter og der bindes i trave efter trave, - RS noterer omhyggeligt hverdag hvormeget af hver for hver dag.
Det ses også af dagbogen, at der går meget bånd/reb til at binde traverne, for nu og da noterer RS " gjorde noget baand".
Den 17. noterer RS "meiede den skallede hvede af til kl. 10. Samme dag bandt 4 traver Byg, som var det sidste, ialt 102 traver." "Søndagen den 22. Winden Østl, næsten stille og Dunkel Luft. Om Morgenen var ieg ombord hos en svensk Baad og kiøbte en Bielke for 1 Rdl og 2 Sparrer af 2 mark 8 skilling. Siden tog ieg til Baagøe og fik 6 opmaalte Skp. Hvide hos Degnen, hvorpaa er betalt 5 Rdl. Ieg bekom et Par Kalkunske Køllinger, betalt."
Den 25. noterer RS "Om Morgenen slog Erter af, blev færdig til Midag med samme, og begiønte paa Vikkerne. Om Eftermiddagen bandt den sidste Hvede, 4½ Trave, ialt høstet 13 Traver Veede. Om Aftenen agede 1 læs Erter ind."
den 27. - "Om morgenen tærsk Folkene 24 Rugneier til Brød. Jeg red til Baagøe for at vilde have nogle Folk til at tærske Erter, men fik ikkun 3 mænd, da ieg kom hiem lod ieg Friderick roe til Selland, at tale til nogen der. Lørdagen 28. 11 Mand tærsk Erter, hvoraf de 4 var fra Selland, som Friderick var efter om morgenen, - samme Dag fik tusket 9 Læs Erter."
Søndag er Rasmus Stæhr igang med at kaste ærter i Hesteloen og får hjælp af svogeren Jens Hansen tillige med nogle karle af Fam. Wilckens. Mandag den 30 køres der yderligere 12 læs ærter ind "deriblandt var 3½ Læs de Graae Erter."
Daniel Craig i ”Skyfall”. Foto: Arkiv
PRESSEMEDDELELSE GALLAPREMIERE PÅ NY JAMES BOND
Bond-film nr. 23 ”Skyfall” får danmarkspremiere fredag d. 26. oktober, og det er samtidig 50 år siden den første film ”Dr. No” væltede verden. Dette vil Biografen Stege sammen med Litteraturselskabet Nordbrandt gerne fejre med en storstilet gallafest i biografen. Aftenen starter kl. 17 med at filmanmelder og formand for Bodil-komiteen Jacob Wendt Jensen præsenterer sin nye bog ”007 – De Danske Forbindelser” og fortæller om bøgerne og filmene. Han ser bl.a. nærmere på Bond-fænomenet og historien om, hvordan danske films stigende status kom til at smitte af på den verdensomspændende filmsucces. Anekdoterne er tilsat stribevis af filmklip.
Derefter bydes der kl. 19 på en drink, som selvfølgelig skal være en Martini eller Heineken øl, og en James Bond-menu. Selve filmen går i gang kl. 20. Gallaaftenen, hvor påklædningen naturligvis er galla, koster i alt 185,- kr. Forsalget er åbnet, og billetterne udbydes KUN i forsalg, enten på www.biostege.dk eller i Biografen.
Lad os nævne de fornemme navne, der knytter sig til filmen: Instruktør er San Mendes, der står bag så markante værker som American Beauty og Revolutionary Road. Ud over Daniel Craig i hovedrollen byder den på en perlerække af stjerner som bl.a. Judi Dench, Javier Bardem, Ralph Fiennes og Albert Finney.
Mens vi venter, kan vi underholde os med at tænke tilbage på de ikke færre end syv skuespillere, der har spillet den berømte agentrolle i løbet af det halve århundrede: David Niven, George Lazenby, Sir Roger Moore, Sean Connery, Timothy Dalton, Pierce Brosnan og Daniel Craig.
Roland Møller og Pilou Asbæk i ”Kapringen”. Foto: Arkiv
Fra Biografen i Stege ”Kapringen” - en kamp om menneskeliv
I Det Indiske Ocean er MZ ”Rozen” på vej mod havn, da det pludselig bliver kapret af pirater. Om bord er to danske sømænd, skibskokken Mikkel (Pilou Asbæk) og maskinmesteren Jan (Roland Møller), der begge bliver taget som gidsler i et kynisk spil om liv og død. For med kravet om en løsesum på millioner af dollars udløses et psykologisk drama mellem den danske skibsreder (Søren Malling) og de somaliske pirater. En kamp mod tiden om menneskeliv. Filmen, der netop har haft danmarkspremiere under stor opmærksomhed, spiller i BIO fra fredag d. 12. til søndag d. 21. ds. kl. 18 og herudover en eftermiddagsforestilling torsdag d. 18. kl. 14.15.
Som i manuskriptforfatteren og instruktøren Tobias Lindholms første spillefilm ”R” er ”Kapringen” en intens fortælling om almindelige mænd i en ekstrem situation. Det er en helt almindelig morgen, da en alarm tikker ind på et større dansk rederi. MZ ”Rozen”, et dansk fragtskib med besætning er blevet kapret og holdes som gidsler af en gruppe bevæbnede somaliske pirater. I København samler direktøren et hold af eksperter, der skal hjælpe ham med at modstå piraternes trusler og føre ham og rederiet gennem de svære forhandlinger. Sømændene skal bringes sikkert hjem og løsesummen ska forhandles så langt ned som muligt.
I Adenbugten ud for Somalias kyst sidder de danske sømænd uden mulighed for at påvirke deres egen ulykkelige situation. Det der før var deres arbejdsplads er nu deres fængsel. Imellem ydmygelser og overgreb kæmper de for at overleve og er tvunget til at forholde sig i ro. Men hvor længe kan de det, når de ikke ved, om der er hjælp på vej? Og hvor langt tør rederidirektøren i Danmark gå for at presse løsesummen ned?
Filmen fik overalt en femstjernet modtagelse, hør blot: ”En klaustrofobisk, monoman film, der i sidste ende hamrer sin vision så ufortrødent fast i publikum, at man nærmest går værkende fra biografen … Jeg har faktisk svært ved at forestille mig, at nogen film gør præcist det, som det tonstunge talent Lindholm har gjort med sin tålmodigt dirrende og rørende realisme … Det er ikke overskridelsen af grænsen mellem fiktion og dokumentar, der gør hans film til en stærk oplevelse, men hans evne til at fortælle en god historie, med levende mennesker, ægte følelser og umenneskeligt svære beslutninger.”
Biografens repræsentanter, der så filmen ved en forpremiere for nylig, tilslutter sig begejstringen og kan kun anbefale den varmt – en oplagt Oscar-kandidat til næste år.
Foto: Jørgen Stæhr
Effektivt selvforsvar for kvinder
SIG STOP TIL VOLD MOD DIG!
Det er ikke for sent at lære effektivt selvforsvar, (TACTICAL SURVIVAL TRAINING). Lær hvordan du opbygger din egen personlige værktøjskasse til at forebygge et evt. angreb mod dig og din familie.
Tag ansvar for dig selv og din familie og meld dig til Selvforsvarskursus for kvinder! Det eneste krav er at du er kvinde. Alle kvinder kan deltage uanset alder og erfaring. Lær at imødegå et overfald i hjemmet eller på gaden. Få større tryghed i din hverdag.
Kurset begynder mandag den 22/10 2012 kl. 19-20.
Kurset løber over de næste syv mandage. Instruktør Shihan Flemming Schrøter 7. Dan Flemming Schrøter har trænet og undervist i japansk kampkunst gennem de sidste 30 år. Han har afholdt utallige kurser i konflikthåndtering og selvforsvar for de personalegrupper, der er særligt udsatte for overfald på grund af et voldsomt miljø (vagtpersonale, elitesoldater, socialrådgivere, pædagoger, dørmænd og mange flere). Nu tilbydes dette kursus også til almindelige kvinder som bare ønsker en større tryghed, samtidig med at det er god fysisk træning som strammer kroppen op og giver en indre ro.
Du får 7 x selvforsvarstimer i Bogø karateklubs lokaler, Nybygade 14. Tilmelding på info@alternativa.dk. Se mere på www.bogoekarate.dk
Mark Wahlberg i ”Ted”. Foto: Arkiv
Fra Biografen i Stege
”TED” – RESPEKTLØS SATIRE
Når en lille ensom dreng ønsker sig, at hans teddybjørn skal blive levende, og ønsket går i opfyldelse, er det et eventyr. Når bjørnen stadig er der som hans bedste ven, når han er sidst i 30’erne, er det nok et problem. Se filmen om den levende bamse i BIO fra fredag d. 12. til søndag d. 21. ds. kl. 20.30 undtagen lørdag, hvor den spiller kl. 20.
Det er ikke fordi Ted kun eksisterer i Johns fantasi – faktisk blev han noget af en TV-berømthed i sin tid, og han opfører sig stadig lidt som en barnestjerne, der ikke rigtig er kommet videre – fordi de stadig hænger ud, ryger pot og dyrker deres barnlige univers. På grund af Ted har John meget svært ved at træffe voksne valg, når Ted hele tiden lokker ham til sjov og ballade og ulykker.
Instruktøren Seth MacFarlane, der er kendt for de fandenivoldske animerede sitcom TV-serier ”Family Guy” og ”American Dad”, har sat Mark Wahlberg til at spille den aldrende teenager John. Det gør han med rørende indlevelse, og den vildt anarkistiske komedie ender med at hylde de gammeldags dyder som kernefamilie og nødvendigheden af at vælge og give slip. En film mange vil elske og mange vil elske at hade på grund af jøde-, bøsse- og 9/11- vitser langt under lavmål – så er man advaret!
Klik på annoncerne for at besøge firmaernes hjemmesider
Bogø netop nu
Klik på billederne for at se dem større
Fra IDA's besøg i København – Foto: Trine Brandt Konggaard
Fra IDA's besøg i København – Foto: Trine Brandt Konggaard
Foto: Peder Thorvald
Set i Husmandsmosen – Foto: Peder Thorvald
Johns lange mast – Foto: Jørgen Stæhr
Set ved Lindebroen – Foto: Jørgen Stæhr
Esther, Mads, Lukas og alle de andre af Lærkeredens børn nyder de nye og gode omgivelser – Foto: Jørgen Stæhr
Der hygges omkring grillen ved sejlklubbens standerstrygning – Foto: Jørgen Stæhr
Nu falmer skoven, og det er tid til at vi stryger standeren.
Lørdag den 13. oktober 2012 kl. 11.00 ved klubhuset, hvor foreningen er vært med lidt til ganen og maven.
Klokken 12.00 starter vinterens lørdags-hygge.
Vel mødt
Lindebroens Jollelaug Foreningen hvor alle er velkommen
Æblemost
Få dine æbler presset til dejlig æblemost, eller lån kværn og presser.
Lars 23 11 66 17
Nyt fra Bogø Menighedsråd
Da der ved fristens udløb kun var indkommet en liste, er følgende valgt til Bogø sogns menighedsråd for perioden 2012 - 2016:
Trine Brandt Konggaard, Stine Friis-Vestergaard, Tom Jensen, Heidi Væhrens, Jan Vinnergaard.
Suppleanter: Steffen Forup, Vivian Sevel, John Konggaard Hansen, Tine Helbæk, Nicole Heien.
Lars Seerup, formand for valgudvalget.
Solcelleanlæg som kan overvåges direkte fra din computer, iPad eller smartphone.
4 værelser, køkken-alrum, lukket gårdhave, ny istandsat.
Udlejes fra 15/11, evt allerede fra 01/11
Henv. efter kl. 14.00 på tlf 24793369
Husleje 5000 + forbrug
INFLUENZAVACCINATION
Lægehuset i Damsholte.
Vi tilbyder influenzavaccination fra 1. oktober og fremover i tidsrummet 08.00 – 14.00 alle hverdage.
Tidsbestilling ikke nødvendig.