
Peter Mikkelsen. Foto: Arkiv
Tak til en hædersmand!
Af Steen Kronborg
2.3.2016
I mandags, den 29. februar 2016, havde Peter Mikkelsen sin sidste arbejdsdag som
forstander på Bogø Kostskole/Idrætsefterskolen Grønsund.
I den anledning havde jeg forberedt en lille tale, som det var min hensigt at fremføre ved
en forventet reception i anledning af "tronskiftet".
Men ak og ve !
Peter, der ellers aldrig har undslået sig en god fest, har venligt, men bestemt, frabedt sig
festliggørelse af dagen, så jeg må desværre se langt efter Oldfruens berømte receptionsbuffet
med tilhørende alkoholiske forfriskninger, og jeg tyer derfor til denne mulighed for at
aflevere mit budskab.
Kære Peter!
En kæmpe stor tak for at du i 1972 valgte at slå dig ned på vores lille Ø for at starte det,
der skulle vise sig at blive en livslang arbejdsindsats på øens hæderkronede Bogø
Kostskole.
Fra dag et åbenbarede du et iværksætter-gen, en entusiasme og en forudseenhed, der
har sat sig synlige spor på skolen og på hele øen, og som i form af skolebygninger,
idrætshaller, idrætsanlæg m.v., vil stå som varige monumenter over din foretagsomhed og
dit fremsyn.
I din tale ved indvielse af skolens nye kunstgræsbane i december, var du så venlig at
nævne de projekter omkring halbyggerierne og andre idrætsanlæg, som jeg har været
involveret i. Om det skyldtes beskedenhed eller glemsomhed, ved jeg ikke, men du glemte
helt at nævne, at det var dig, der var idemageren og inspiratoren bag samtlige de nævnte
projekter. Du så muligheder, ikke mindst på det økonomiske område, som jeg var
temmelig skeptisk overfor, men som du ved flid og dygtighed fik forhandlet igennem.
Da den økonomiske krise i kommunerne i 80'erne betød et stort fald af elever til skolens
kostafdeling, fostrede du ideen om oprettelse af Idrætsefterskolen Grønsund, som sikrede
skolens fortsatte eksistens og udvikling, så den i dag fremstår som en moderne
skole/efterskole med alle tidssvarende faciliteter.
Du har altid været bevidst om vigtigheden af skolens samspil med lokalsamfundet. Det
samspil er udbygget i din tid på skolen og må siges at være lykkedes og til glæde for alle
parter.
Med sine mange friske unge mennesker, der får gaderne til at myldre af liv, sine mange
engagerede lærere og sine mange andre arbejdspladser, er skolen et meget vigtigt
element i øens sociale og økonomiske liv og velbefindende og skolen er stærkt
medvirkende til de senere års stigende bosætning og bevarelse af den lokale Dagli' Brugs.
Din største og måske mest værdifulde fortjeneste er måske ikke så iøjnefaldende, men
nok så vigtig. Den ballast du har givet generationer af øens- og skolens unge mennesker,
gennem dit utrættelige pædagogiske engagement i sports- og fritidsaktiviteter af forskellig
art, er helt unik. Øens unge mennesker har i din tid simpelthen været så travlt engagerede
i sports- og fritidsaktiviteter, at de slet ikke har haft tid til at udtænke "skarnsstreger". Vi er
mange forældre over det ganske land, der er dig en stor tak skyldig.
På det personlige plan, vil jeg benytte lejligheden til at sige dig tak for mange års godt
samarbejde og ikke mindst tak for venskabet med dig og Annette, som har varet siden du
kom til øen i 1972. Annette kom først ind i billedet lidt senere, da du på helt udemokratisk
vis kaprede hende i skolens køkkenregioner, hvortil vi andre - til stor fortrydelse - ikke
havde adgang.
På mange Bogø-boeres vegne, skal der lyde en yderst velfortjent tak for din indsats, et
ønske om et godt og lykkebringende otium og også et hjerteligt velkommen til Skolens nye
forstander Tinella Svarrer.

Fra Mias samling - klik på billedet for at se det større
Mias Gemmer
Ålborgbroen
Af Mia Gerdrup
2.3.2016
Jeg har modtaget dette billede med en oplysning om, at det skulle være Ålborgbroen. Det var stort set den eneste oplysning, der fulgte med. Heller ikke fotoets ejerforhold giver nogen forklaring. Der er tale om en affotografering af et ældre billede.
Kan nogen hjælpe med at identificere personerne på billedet?
Jeg har læst, at såfremt man skulle på Stege Sygehus før dæmningen blev bygget, så skulle man med båd fra Ålborgbro og til Møn.
Jeg efterlyser også oplysninger om, hvem der sejlede fast/eller efter behov mellem Ålborgbro og Møn.
Og hvor på Møn sejlede man til.
Bogø Tidende tager gerne mod svar.


Ulrik. Foto: Jørgen Stæhr
Bortskaffelse af pap
Af Michael Anthony Olesen
2.3.2016
Som noget nyt vil der fremover være mulighed for bortskaffelse af pap i DagliBrugsen på Bogø.
Ulrik har endnu engang vist sit store samfundssind og sagt ja til at modtage og videreekspedere borgernes pap. Det vil kunne lade sig gøre hvis man henvender sig med pappet i butikkens åbningstid, dette er nødvendigt da det kun er personalet der står for den videre ekspedition af pappet.
Lokalrådet takker på vegne af borgerne, for Ulriks velvilje.

Den planlagte ferieby. Foto: Jørgen Stæhr
Oh rædsel!
Af Jørgen Stæhr
2.3.2016
Vordingborg Kommune har blåstemplet et projekt som kan medføre, at der bliver bygget en cykelsti samt en ferieby på Letten ved siden af dæmningen til Møn. Cykelstien kan være god nok, især hvis den bliver placeret lige op ad dæmningen, hvorimod den planlagte ferieby vil blokere for en af Danmarks kønneste udsigter som glæder de tusindvis af mennesker der dagligt passerer stedet og vil samtidig genere dyrelivet på den nærliggende Barholm i en sådan grad at naturen er i alvorlig fare for at miste en meget værdifuld yngleplads for flere truede fuglearter. Hele det berørte areal er i øvrigt en del af et internationalt Natura 2000-område.
Projektmagerne og kommunen er gået meget stille med dørene i forbindelse med det yderst kontroversielle projekt, og håber nu, at de myndigheder som skal give de endelige tilladelser er positivt stemte. Borgerne i området er ikke blevet informeret eller spurgt undervejs. De opfordres nu til at fremkomme med eventuelle indsigelser.
Hvorfor har Vordingborg kommune haft mørkelagt denne sag og undladt at tage en dialog med fx Bogøs lokalråd? Det har måske noget at gøre med at politikere er kendt for at kunne finde på at sælge deres bedstemor hvis det kan gavne en sag, og i det foreliggende tilfælde ofrer man formodentlig det gode forhold til lokalrådet, samt resten af borgerne, for ikke at blive modarbejdet i en sag hvor der er penge på spil. Mange penge.
Man kunne forestille sig at kommunen længe har følt sig presset af det faktum, at det er en meget uholdbar situation at sende de stigende mængder cyklister, for ikke at tale om de mange gående pilgrimme som forventes at komme, ud på dæmningen. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig de grufulde ulykker der vil ske før eller senere. Der skal altså en løsning til. Det haster, og så er det jo skønt når nogen kommer med et projekt som kan spare Vordingborg Kommune for tyve millioner som de ellers selv skal hoste op med til en ny cykelsti.
Nogle politikere er en ganske særligt type mennesker som kan ”løse problemer” uden at miste nattesøvn over at de har været med til på en hårdkogt måde at påtvinge en masse mennesker noget grimt at se på, og uden at de får samvittighedskvaler over at give naturen
det billige skidt et ordentligt drag over nakken.
Når de går for vidt, disse særlige mennesker – som det er tilfældet med denne afskyelige ferieby – så må vi andre gøre hvad vi kan for at bringe dem tilbage på fornuftens smalle cykelsti.
Man kan se en del uddybende materiale ved at klikke på nedenstående link:
http://omkystdirektoratet.kyst.dk/pages/visnyhed.asp?newsguid=131106
Tidende opfordrer til at man giver sin mening til kende ved at skrive til Thomas Larsen, mail: tla@kyst.dk under henvisning til sagsnummer 16/01322, og det er en god idé at sende en kopi til lokalrådets sekretær Kjeld Sørensen på mail:
jane.kjeld@gmail.com
Eventuelle bemærkninger bedes indsendt senest tirsdag den 15. marts 2016.


Hotel Frederiksminde i Præstø. Foto: Arkiv
Michelin stjerne til Frederiksminde
Af Skole-, Børne- og Kulturdirektør Lisbeth Mogensen
2.3.2016
Hotel Frederiksminde i Præstø blev onsdag den 24. februar tildelt en Michelin stjerne for deres restaurant. Det vækker glæde også blandt politikerne i Vordingborg Kommune, som sagde tillykke med en stor buket blomster.
Vordingborg Kommune har fået den første restaurant med en Michelin-stjerne. Da Guide Michelin i dag, den 24. februar uddelte de eftertragtede stjerner til danske restauranter, var Restaurant Frederiksminde i Præstø blandt de kun 19 danske restauranter, som fik tildelt én stjerne. Og det er noget, der vækker glæde hos borgmester Knud Larsen.
”Fra Vordingborg Kommune skal der lyde et meget stort tillykke til direktør Silje Brenna og køkkenchef Jonas Mikkelsen. Deres præstationer og det de kan tilbyde er unikt. Vi har længe vidst, at Hotel Frederiksminde har en af Danmarks ypperste restauranter, og har som kommune flere gange benyttet Frederiksminde ved officielle lejligheder,” siger han.
Frederiksminde blev sidste år, som den eneste restaurant på Sjælland uden for København, placeret i White Guide Nordic, som er den nordiske pendant til Michelin guiden. I år blev det så til en stjerne i den rigtige Michelin guide, og dermed kommer Frederiksminde i selskab med kun 22 andre danske restauranter, som har fundet nåde for Michelindommernes smagsløg. Heraf har to restauranter fået to stjerner og en enkelt tre stjerner.
Knud Larsen er ikke i tvivl om, at det også vil have en betydning for Vordingborg Kommune, at Hotel Frederiksminde nu er kommet med i Michelin guiden med en stjerne.
”At have en restaurant med en Michelin-stjerne er noget, som vi er stolte af som kommune. Det vil udover det, som det vil betyde for Frederiksminde også komme til at betyde noget for Vordingborg Kommune. Med den fortjente hæder til Hotel Frederiksminde er Vordingborg Kommune nu for alvor blevet sat på gastronomiens Danmarkskort, og jeg er sikker på, at det vil betyde, at endnu flere vil gæste Præstø og dermed få øjnene op for vores dejlige område,” siger Knud Larsen.
Formand for Kultur-, Idræts- og fritidsudvalget Eva Sommer-Madsen og formand for Erhvervsudvalget Asger Diness Andersen overrakte onsdag den 24. februar på Vordingborg Kommunes vegne en stor buket blomster og en lykønskning til holdet bag Hotel Frederiksminde.
Når Michelin guiden uddeler stjerner er det udelukkende maden der bedømmes. Det sker ved at bedømme råvarernes kvalitet, smag og tilberedning, det personlige udtryk, at man får noget for pengene samt at oplevelsen er lige god uanset hvornår man besøger restauranten.


Fra filmen
James White
Foto: Arkiv
Fra Biografen i Stege
Det svære farvel
Christopher Abbott (
Girls
) er titlens James White – en dumdristig og selvdestruktiv new yorker-ungkarl, der befinder sig et sted i 20'erne og er bedre til at drikke og feste end til at skabe nogle faste rammer og kickstarte en karriere. Hans liv vendes imidlertid på hovedet, da hans mor Gail (Cynthia Nixon fra
Sex & the City
) diagnosticeres med uhelbredelig kræft.
James vil helst flygte fra de klaustrofobiske realiteter og drukne sorgerne med bedstevennen Nick. Men som Gails tilstand forværres, bliver han gradvist nødt til at tage ansvar for den mor, han først nu for alvor lærer at kende. James White er et portræt af, hvordan livets tilfældigheder kan vende tilværelsen på hovedet. Og om hvordan det tit er midt i den største sorg, at vi viser vores sande ansigt. Sygdom og sorg er tunge emner at skildre på film – det er sjældent gjort mere oprigtigt, gribende og passioneret end i
James White
, der takket være bevægende skuespilpræstationer og en meget insisterende James-fokuseret kameraføring kommer næsten bogstaveligt talt helt ind under huden på vores titelperson i Josh Monds fremragende debutfilm.
James White
er én af 5 spillefilm i Filmkaravanen - et initiativ der med støtte fra Det Danske Filminstitut skal bringe flere kunstneriske spillefilm ud i biografer i hele landet ud fra kriterier om kunstnerisk kvalitet, gode historier og høj underholdningsværdi.
James White
spiller kun søndag den 6. marts kl. 16:00.