Carlos er 100% alert. Der er vist småkager i farvandet! Foto: Jørgen Stæhr
Hot dogs
Af Jørgen Stæhr
28.10.2020

For mange år siden udførte jeg det første tekstlige arbejde som jeg kan huske at have præsteret, nemlig en stil. Måske var jeg fjorten? Men jeg ved med sikkerhed, at jeg gjorde mig megen umage med opgaven, og da de som opfandt computere og internettet knap nok var født, kunne jeg ikke google mig til de nødvenlige informationer, men måtte cykle hen til biblioteket på Dyssegårds Skole flere gange for at lede efter materiale.

Det der skulle skrives om var ikke noget særligt svært. Jobbet gik ud på at skildre hvorledes menneskets bedste venner, hundene, kunne være til nytte. Jeg fortalte lystigt om hunde der trak slæder, hjalp jægere og blinde, samt snusede sig frem til bortkomne børn og mange andre spændende ting. Dødsikker var jeg på at havde fundet frem til alt hvad der var værd at vide om den sag, men som det fremgår af det følgende, havde jeg overset en nyttig og rar ting som hunde kan gøre for mennesker.

Den mangeårigt herboende, og af utallige bogøere godt bekendte, Peter Winkel gik forleden tur på stranden ved fyret med sin gode ven, gravhunden Carlos, som er en artig hund på 13 år, og faldt i snak med Jens Otto Jensen og Ivan Hassing, som regelmæssigt mødes på dette sted, hvor de gennem mange år har fisket med ruser på en nærliggende position som er bekendt for sin tætte bevoksning med ålegræs og for de legendariske fangster af store ål som stedet af den grund giver gode muligheder for.

Formodentligt på grund af den åbenlyst venlige dachshund, faldt snakken på hunde i almindelighed, og i løbet af samtalen fortalte Peter at hans glæde ved disse hunde gik helt tilbage til barndomsårene under anden verdenskrig. Hvad de færreste, i disse klimaforandringstider med vintre uden frost, kan forestille sig er, at vintrene den gang var ulideligt kolde. Endda i en sådan grad at folk måtte overnatte i sporvogne, da det var livsfarligt at begive sig udenfor i blæst og snestorm når termometret viste 20 graders frost.

I Peters barndomshjem var det under disse ekstreme forhold svært at varme huset ordentligt op, og de tre børn frøs bravt om natten indtil de betænksomme forældre fandt på at give dem en gravhundehvalp som de kunne tage med sig under dynen. Lykken er en varm hundehvalp, og dette indlysende faktum manglede at blive beskrevet i den danske stil.

Peter Winkel har siden da altid haft gravhunde, og Carlos er nummer syv i rækken. Der er megen forskel på disse hundes personlighed, men fælles for dem er, at hvor de fleste andre hunderacer accepterer menneskets suverænitet over dem, føler gravhunde sig ligeværdige med os, og kræver megen tålmodighed og eftergivenhed af deres ejere.

Carlos, som er en usædvanligt klog og hengiven hund kunne fx ikke drømme om at adlyde når man kalder på den.





KLIK PÅ ANNONCEN FOR AT SE DEN STØRRE

Skippertøsen fra Marstal
Af Flemming Nielsen
28.10.2020

24. maj i år døde Olga Fjord Keis i sit hjem i Alken ved Skanderborg, 102 år gammel.

Tidende har år tilbage bragt uddrag fra hendes historie Skippertøsen fra Marstal. Den meget spændende dame havde tilknytning til Bogø gennem nogle år i huset og giftermål med Harald Keis fra Aalborggården i 1940. Jeg har selv haft en mailkorrespondance med Olga dengang, og hun mindedes stadig Bogø, kendte en del her, og var kommet her før i tiden.

Senere har jeg talt med hendes datter, Søs Nielsen, der faktisk stillede i udsigt at Olga havde en del billeder og malerier fra Bogø i sin kælder. Desværre viste det sig at biller og gnavere sammen med tidens tand havde fået gjort kål på disse genstande, så de kom desværre ikke retur til Bogø.

De to små historier fra Bogø vil Tidende genoptrykke i nærmeste fremtid, men her kort om Olgas liv:

Født i Marstal i 1918, faderen skibsfører, en kedelig en af slagsen der forsvandt tidligt i Olgas liv.

Olga har haft et omskifteligt og spændende liv rigt på ja - liv. Hun er hverken blevet rig eller berømt, men et liv fyldt med oplevelser gennem to gode ægteskaber og en konklusion: Jeg har været lykkelig …

Historien handler bl.a. om en hård barndom, hvor hendes mor måtte klare sig som enlig i Fredericia og Ålborg, Olga bar rulletøj rundt en stor del af sin barndom.

Krigen og efterkrigstiden var hårde for hendes nu lille familie, der prøvede lidt af hvert for at skaffe mad på bordet. Stationsforstander i Langebæk på Sydsjælland - kokkepige for kammerherreinde Wickfeld* - pålægsforretning i Vordingborg – fabriksarbejder på strømpefabrik, og endelig fik hun og manden en lille grøntforretning i Vangede – og den blomstrede, men den dårlige tilhørende lejlighed gav sygdom i familien, og de mistede deres søn Jørgen på to et halvt år, han døde af nyrebetændelse.

Først i 1950erne flyttede familien til egnen omkring Skanderborg, området blev rammen om Olga og Haralds liv med de 3 børn Jørgen, Søs og Inger, ja de fik en ny lille Jørgen …

Harald blev savværksarbejder, senere startede de en lille blomsterforretning, men her i det jyske udlevede Olga sit andet liv: Foredragsholder, sangskriver med kunder over hele landet, komponist og minsandten – opdrætter af 3000 silkesommerfugle.

Komponisten Olga Fjord Keis skrev Dronning Ingrids Spejderhonnørmarch, den blev spillet på Amalienborg Slotsplads i 1956 og igen i år 2000 da dronning Ingridfyldte 90 år. Marchen findes i øvrigt også på en cd fra Børnehjælpsdagens 50 års jubilæum i 1988, men på CD coveret står at komponisten er ukendt. Det er dog senere blevet beklaget fra Musikkorpsets øverste leder!

Forfatterens bemærkning: *Kammerherreinde Ellen Brun Wichfeld boede under krigen ved Troldbjerg Skov, Ørslev, Vordingborg. Skoven er nu gennemskåret af motorvejen. Kammerherreindens svigerdatter var den navnkundige frihedskæmper Monica Wichfeld,, der opbyggede en modstandsgruppe på familiens gods Engestofte ved Maribo. Hun døde i tysk krigsfangenskab 1945.
Ærgerlig udsættelse
28.10.2020

Men sådan er det. Lokalforum udsætter de to annoncerede møder nu onsdag og igen den 18. november.

Vi håber på lempeligere regler, for at vi kan gennemføre vores generalforsamling inden jul. Ellers finder vi en alternativ løsning.

For at blive en effektiv spiller er vi nødt til at udvide bestyrelsen fra de nuværende fire til målet, som er ni bestyrelsesmedlemmer. Hvis du vil vide mere så kontakt Benny Knudsen, joergenstaehr@gmail.com mail: knudsen@engers.dk eller ring 40 57 41 30.

Vi inviterer dig gerne med til vores bestyrelsesmøde torsdag den 12. november kl. 19.

Så vi er altså ikke gået i hi.

Med venlig hilsen
Lokalforum

Trine Dyrholm i filmen Erna i krig. Foto: Stege Bio
Fra Biografen i Stege
Erna i krig og Halloweengys med Møn-DNA i Bio Møn
28.10.2020

29.-31.okt. kl. 19:30, 1.og 2. nov.kl. 17, 3. nov. kl.16. Med danske undertekster: 4.-8.november kl.19; samt 5. november kl.14:15: Erna i krig:

Erna bor i Bramstrup i Sønderjylland sammen med sin søn Kalle, der er mindre begavet end gennemsnittet, og som Erna derfor altid har passet godt på. Da 16-årige Kalle bliver indkaldt til at kæmpe for tyskerne i Første Verdenskrig, ser Erna ingen anden udvej end at forklæde sig som mandlig soldat og følge ham helt til frontlinien.

Erna i Krig er Henrik Ruben Genz’ filmatisering af Erling Jepsens roman af samme navn. Trine Dyrholm spiller rollen som den stærke og handlekraftige sønderjyde Erna, der vil gøre alt for at beskytte sin søn Kalle.

Første Verdenskrig sluttede i 1918, og for godt 100 år siden blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Med Henrik Ruben Genz’ bearbejdning af Erling Jepsens anmelderroste roman "Erna i Krig" får vi en usædvanlig skæbneberetning fra en dramatisk tid i den danske historie. Det er samtidig historien om en ukuelig kvindes moderkærlighed og stålsatte handlekraft tilsat en god portion sønderjysk patriotisme - fortalt gennem den ugifte og enlige mor, Erna. Erna i krig er Henrik Ruben Genz’ tredje spillefilm baseret på Erling Jepsens forfatterskab. Med filmene Frygtelig Lykkelig (2008) og Undskyld jeg forstyrrer (2011) har Genz ført Jepsens romaner til filmlærredet på sin helt egenartige måde. Sammen bringer de to nu publikum tilbage til det Sønderjylland, hvor de begge voksede op. Filmens manuskript er blevet til i tæt samarbejde mellem Henrik Ruben Genz og Bo Hr. Hansen, som det også var tilfældet i filmene En som Hodder (2003) og Gud Taler Ud (2017). Filmen er optaget i løbet af sensommeren 2019 i Danmark, Estland og Belgien.

I øvrige roller ses bl.a. Anders W. Berthelsen, Ulrich Thomsen og Sylvester Byder(De forbandede år/Fred til lands/1864) som Kalle. Erna i krig hører under Biografklub Danmark-ordningen.

Breeder: 31.okt.kl.22:

På selve Halloween - lørdag d.31.oktober - viser Bio Møn den danske gyserfilm Breeder af Jens Dahl (medforfatter på Pusher)med Sara Hjort Ditlevsen, Signe Egholm Olsen, Morten Holst og Anders Heinrichsen i rollerne. I Breeder er Mia er gift med Thomas. De elsker hinanden højt, men til hendes store frustration er han mentalt og fysisk fraværende i deres parforhold. Hun mistænker at noget er helt galt, og da hun begynder at undersøge det, opdager hun at sandheden er meget værre end hun kunne have forestillet sig: Under pres fra hans forretningspartner, helseguru Isabel Ruben, er Thomas uvidende blevet investor i et hemmeligt forskningsprojekt, hvor unge kvinder bliver kidnappet og brugt som forsøgsdyr. Mia bliver selv tilfangetaget af Rubens psykopatiske håndlangere, og må nu kæmpe for at overleve.

Breeder har brugt Stege Sukkerfabrik som location for at tilføre den helt rigtige uhyggelige atmosfære til filmen. Sukkerfabrikken er oplagt til filmoptagelser: kæmpe, åbne, forladte lokaler, nogle brugt præcis som de var, og andre rummende yderligere sets, som holdet selv opstillede. Der var masser af muligheder på fabrikkens tre etager og der var en følelse af lykketræf ved at have en autentisk, gammel, uhyggelig, smuk labyrint at lege og som giver filmen så meget sjæl og atmosfære. I forhold til statister var det vigtigt for folkene bag filmen, at få så mange som muligt med fra lokalområdet. Ikke blot fordi det mindskede udfordringerne i forhold til transport, men også for at give filmen lidt mere Møn-DNA. Desuden var Møn Filmhøjskole en uundværlig hjælp i forhold til kontakt til lokalområdet og location-arbejde. Herudover hjalp nogle af deres elever til som assistenter i diverse afdelinger. Breeder er tilladt for alle over 15 år.

Se mere her: biomon.dk

Af et postkort bliver man klog …
Af Flemming Nielsen
21.10.2020

På et tidspunkt har jeg fået et print af et postkort forestillende Badehotellet Søvang. Da jeg ikke kunne finde et tilsvarende på det digitale museum Bogøs Historie – hvor der ligger mange dejlige postkort – sendte jeg det til Sv. Aage Christensen. Der er en bagside af kortet, hvor en ung mand har skrevet hilsen med tak for konfirmationsgaven til familien på Østerbro. Den unge mand hed Edvard Karstensen, og han undskyldte samtidig for at det havde taget lidt lang tid med takkekortet.

Svend Aage kunne hurtigt konstatere at postkortet var nyt for ham. Samtidig bemærkede han at brevkortet var poststemplet d. 16. august 1910 i Stubbekøbing. Da Svend Aage altid har en kirkebog lige ved hånden kunne han også fastslå at Edvard var konfirmeret d. 6. marts 1910. Ja, tiden var løbet fra ungersvenden, der i øvrigt senere blev ingeniør.

På samme postkort ses en bom liggende over stien i forgrunden. Ved nærmere kig på andre postkort fra Søvang, gætter jeg på at det er en signalmast, der i oprejst tilstand viser informationer videre til deltagerne i de kapsejladser der i første del af det 19. århundrede blev afholdt i farvandet ud for Søvang – den første endda allerede i 1897.

Foto: Nina Suensen
5. klasse samler ind til Knæk-cancer
Af Nina Suensen
21.10.2020

5. klasse besluttede efter sommerferien, at de ville lave en indsamling til fordel for knæk-cancer. Baggrunden for denne beslutning var, at en elev i klassen har sygdommen tæt inde på livet. Der var i klassen snak om mange forskellige ideer og muligheder, men tilsidst blev det besluttet, at eleverne ville lave et sponsor-løb. Klassen brugte det traditionelle motionsløb før efterårsferien til at udføre ideen.

Alle elever løb/gik runder á 500 meter i 1,5 time, herefter blev den enkeltes runder talt op og skrevet på et diplom. Eleverne tog diplomet med hjem og elevens sponsorer (pr runde) indbetalte det aftalte beløb til indsamlingen.

Klassen løb tilsammen 438 runder og indsamlingen har dd rundet 21.550 kr.

Vi blev kontaktet af Nordisk film som gerne vil have os med i selve showet på TV2 på lørdag. Vi har derfor indsendt en film om vores projekt

Da eleverne kom i mål, fik de kage!

Husk at se 5. klasse fortælle om deres indsamling på lørdag i Knæk Cancer- showet.

Foto: Jørgen Stæhr
Det er uglehyggeligt
Af Jørgen Stæhr
21.10.2020

Der skal helst være lidt dyreliv omkring et hus på landet, især når der er tale om en nedlagt landbrugsejendom, så vi har haft grise, en ko eller to, og nogle får for ikke at tale om en stor flok høns, og en masse katte. Vi snakkede selvfølgelig med dem alle sammen og havde det hyggeligt, men de levede deres liv og vi vores, og ingen forsøgte at trænge sig på hos de andre, og slet ikke på en anmassende og uforståelig måde.

Altså lige bortset fra den kylling jeg havde udruget med en arkitektlampe og som, fordi jeg stod med næsen helt nede ved ægget da den prikkede hul, blev præget og til sin dødsdag anså mig som sin mor, hvorefter den fulgte mine skridt dag og nat for at aflure hvordan en rigtig kylling skal opføre sig. De andre høns lærte den aldrig at sætte pris på, men betragtede dem med ubehag og væmmelse.

For en måneds tid siden kom den ind i vores liv, uglen. En uspecificeret en af slagsen i mellemstørrelse havde sat sig på en lavthængende gren et par meter ude i tusmørket og kiggede ind ad vinduet til soveværelset. Til at begynde med listede vi stille rundt, og undlod at svinge for meget med armene for ikke at jage den væk. Den forsigtighed kunne vi dog godt have sparet os, for selv om vi efter en tid stillede os midt i vinduesåbningen og kiggede længe og indtrængende på den blev dyret siddende som om den var limet fast, og det gjorde den i meget lang tid. Det var en anderledes og lidt mærkelig oplevelse, men siden den sad bomstille i en time eller to så følte man en velsignet ro ved nærværet.

For en uges tid siden oplevede vi den på en helt anden måde, idet uglen tidligt en morgen, mens det endnu var mere mørkt end lyst, vækkede os idet den gentagne gange fløj ind mod vinduet med et stort bump. Det var ikke fordi den ikke kunne se glasset, men fordi den prøvede at sætte sig til rette på en sprosse der var alt for tynd til at forehavendet kunne lykkes, hvorefter den med stort rabalder og vilde vingebask plumpede længere og længere ned ad vinduespartiet sprosse for sprosse til den sad nede på sålbænken og kiggede ind på os.

Når den havde fået øjenkontakt lettede den store fugl med nogle høje hæse skrig og fløj op over bygningen til den anden side. Det gentog sig adskillige gange. Måske syv eller otte. Jeg spekulerede som en rasende på hvad det var fuglen ville opnå med sin bizarre optræden, og konkluderede, da jeg i denne tidlige morgenstund ikke havde kræfter til at finde på andre og bedre forslag, at den ville gøre os opmærksom på at der omme på den anden side af bygningen var en uglekammerat i nød. Den sad fast i det tætte krat med de vildt velsmagende brombær og morderisk tornerige grene.

Nogle gange satte uglen sig en stund til rette på den gamle støbejerns-vandpost før den, efter at have etableret øjenkontakt, svang sig op i luften og forsvandt over på den anden side af tagryggen højlydt skrigende.

Venner og bekendte ved at jeg er B-menneske og meget nødigt står tidligt op, og alligevel klokken 5 om morgenen gik jeg iført en kraftig pandelampe om til brombærkrattet, hvor der selvfølgelig ikke sad nogen uglekammerat smertefuldt låst fast af viltre sylespidse torne.

Dette handlingsmønster har i den forløbne uge ikke ændret sig en tøddel selv om det bliver gentaget otte -ti gange hver morgen, og hvis min nye teori holder stik så har uglen trådt sine barnesko hos en venlig familie som bor i et hus der ligner vort, og den kan ikke finde hjem. Hvis nogen vil fortælle os noget nyttigt desangående modtages en mail med stor taknemmelighed på joergenstaehr@gmail.com

Katrin og Pelle. Foto: Jørgen Stæhr
Kærlig børnepasning
Af Jørgen Stæhr
9.10.2020

Når man er lille og om dagen har behov for at en anden end far eller mor styrer ens liv, er det af stor betydning, at det er den rigtige person der får opgaven, og at omgivelserne, hvor pasningen foregår er naturnære og sikre. Katrin Bjarnastein Schrøder på Bogø Hovedgade, som netop har åbnet sin private pasningsordning Ø-børnene, lever til fulde op til alle krav man måtte stille i den anledning, og meget mere til.

Katrin har en uddannelse som biolog, som er guld værd når hun vil formidle sin egen naturglæde til rollingerne, og det vil hun gøre i stort mål, har altid været meget glad for rollinger og har siden hun var en stor pige passet børn for venner og bekendte, indtil hun som voksen med kærligt sind har opdraget sine egne børn.

Inden myndighederne gav tilladelse til projektet skulle Katrin, ud over at udfylde en ansøgning og få sit hjem godkendt, gøre det klart, at hun var i stand til at opdrage børnene i henhold til almindelige danske traditioner og på en sådan måde, at de små kunne tilegne sig brugbare sociale færdigheder. Og så skulle hun i øvrigt kunne fremvise en kontrakt på at hun allerede havde truffet pasningsaftale om mindst et barn.

Hvis man med få ord skal karakterisere de principper der ligger til grund for den måde børnene vil blive behandlet, så er det med ro, renlighed og regelmæssighed, så meget udendørsliv som muligt, samt, ikke at forglemme, en masse latter og godt humør. Der findes en venteliste som interesserede kan blive skrevet på.

Jeg får helt lyst til at blive lille igen bare for at kunne blive passet af Katrin. Hun har i øvrigt selv lavet en rigtig god hjemmeside hvor hun fortæller om det hele: Ø-børnene.

Lene Evers. Foto: Flemming Nielsen
Pladesmed og Chokolademager
Af Flemming Nielsen
14.10.2020

Ved onsdagens En Bogø’er fortæller blev det Lene Evers' tur til at indtage Sognegården. Mon ikke vi var et par stykker der levede i den vildfarelse at Lene er indfødt øbo? Slet ikke, faktisk født i København. Men det er altså tæt på, forældrene havde sommerhus på Bogø, og skolegang på Kostskolen, en tid Lene mindedes med synlig glæde.

Bogø Chokolade var en del af Lenes opvækst, så det var helt bestemt ikke den vej hun skulle senere i livet. Hvilket intet dog heller tydede på da det blev til en årrække som pladesmed på autoværkstedet, og med en nedarvet kærlighed til malerfaget blev dette også dyrket. Bl.a. på Nyord, hvor dele af kirken skulle friskes op inden Dronning Margrethes besøg, og ligeledes nogle hegn og facader ud mod vejen på majestætens rute. Sådan lidt potemkin-kulisser.

Det med chokoladen dukkede altså alligevel op, for omkring år 2000 etablerede Lene den lille virksomhed Økoladen, der havde til huse på Farø. Sammen med Henriette bankede hun en god forretning op, så god at den blev solgt og voksede sig stor med adresse i Vordingborg. Lene fulgte med, men dybt i hende lå stadig en passion til at prøve noget nyt, eller gøre noget godt endnu bedre.

Da lidt hjemmelavet chokolade blev solgt på Møllens julemarked for en del år siden, blev det revet væk. Samtidig lod Steffen Steffensen i Stege forstå at han stod med en gammel møgbeskidt fængselskælder, der var ganske velegnet til chokoladebutik! Et fuldstændig vanvittigt projekt, som Lene selv beskrev det. Ikke desto mindre gik hun, med hjælp fra Jeanette, i gang med at muge ud og indrette. Resultatet endte som et helt unikt sted der har opnået ry langt ud over sognegrænsen. Det hele i nogle smukke og originale rammer, som Jeanette må tage sin pris for. Et lille stykke sødt og velsmagende eventyr.

Chokolatier Lene Evers modtog hædersdiplom af Det Danske Gastronomiske Akademi i 2015. Fornemmere bliver det ikke, akademiets medlemmer er dedikerede kokke og madeksperter og de uddeler absolut ikke hædersbeviser i flæng, kun 6-8 stykker om året. En hæder Lene kan være pavestolt over, også selv om hun helst vil kaldes Chokolademager.

Efter foredraget blev der stillet mange spørgsmål fra salen, mens vi var en del der skævede utålmodigt til køkkenregionerne, hvor Lenes smagsprøver ventede. De små kunstværker ses indsat i billedet, dekoreret med Møn og Noder. Et par smagsbomber der mætter smagsløgene behageligt, længe og inderligt.

Onsdag d 4. november er ordet givet til Graver Lotte Marchsteiner.

Drivkvasen Karen. Foto: Jørgen Stæhr
Drivkvasen Karen på værft
Af Jørgen Stæhr
14.10.2020

Det smukke gamle træskib som der passes så godt på, har været gennem en omfattende restaurering og mangler kun den sidste del for i denne omgang at være færdig, nemlig dækket, som er helt nedslidt. Takket være et par anseelige donationer: kr. 200.000 fra Skibsbevaringsfonden og kr. 27.500 fra Nordea, er der kommet så mange penge i kassen at det har været forsvarligt at træffe en aftale med Nicolaj Kirk Andersen, ejeren af Stege Skibsværft, om at erstatte det slidte teakdæk med et i fyr, som kvasen jo oprindeligt var forsynet med.

Sejluren for motor til Stege tager cirka tre timer og de ansvarlige har gennem det sidste stykke tid gået og luret på vejrmeldingerne for at kunne vælge den rigtige dag til opgaven. I fredags var vejret ikke tilpas og YR/DMI havde ikke meget tiltro til mandag, så det blev altså søndag hvilket viste sig at være en rigtig god beslutning for vejret var helt utroligt godt hvilket vil sige varmt, stille og sommerligt. Det kunne ganske simpelt ikke være bedre, hvilket Sigurd Bo Bojesen, TV Møn var meget glad for idet han havde fået lov til at komme med på turen for at filme begivenheden. Resultatet af hans anstrengelser kan vi glæde os til at se i den allernærmeste fremtid.

Når jeg ovenfor nævnte at det var forsvarligt at sætte arbejdet igang på Stege Værft, var det fordi næsten alle pengene til at betale den kommende regning fra værftet er i hus. Der mangler cirka kr. 24.000 som Bogø Kvase Lag håber at kunne skaffe ved blandt andet at ansøge Torm og SparNord om midler. Vi krydser fingre.

Varmeren fra Hammerum. Foto: Jørgen Stæhr
Fra Smedens Loft
Af Flemming Nielsen
7.10.2020

På billedet ses endnu en raritet som Leif Nowicki og Tidende har besluttet skal undersøges lidt nærmere. Leif har fået jerntingen fra Farøgård. Da Mortens forældre overtog gården i 1951 fulgte den med. Men hvilket formål har den haft? Det eneste vi kan gå ud fra er at apparatet er produceret af Funki, Hammerum – det står nemlig klart og tydeligt på den.

Vi skal altså til et driftigt område i Jylland og ud på heden, hvor mange danske industrieventyr har deres oprindelse, for at fastslå at Funki eksisterer i allerbedste velgående nu under navnet ACO Funki A/S. Firmaet med adresse i Herning har oven i købet en uhyre flink og hjælpsom medarbejder, Bruno Uldum, der har været ansat i firmaet over 40 år. Han kendte ikke tingesten, men ved hjælp af sit netværk fandt Bruno alligevel forklaringen. Genstanden er en ovn, og endda en ganske særlig en af slagsen, nemlig en såkaldt KYLLINGEVARMER produceret omkring 1938. Se i øvrigt firmaets historie i rammen nederst.

Vi lader udsagnene fra Hammerum tale for sig selv:

Jeg mener det er en kyllingevarmer. Det var vist til at fyre med kul og koks for at varme ved kyllinger medens de var helt små.

Det er en ældre sag jeg mindes at have haft en i en jordhule midt i halvtredserne.

Min far, Søren Sørensen, fortæller at han var med til at fyre op i en sådan i 1938. Det er ganske rigtigt en kyllingevarmer. De var dengang blandt de første der fik sådan en, så den må tidsmæssigt være fra omkring det tidspunkt. Der skal også være en skrå skærm hele vejen rundt, der så blev hævet efterhånden, som kyllingerne voksede op.

En tidligere medarbejder på Funki, mindes at man havde et par stykker stående på fabrikken da han blev ansat i 1969.


Sagen må hermed anses for fuldt opklaret, der er kun tilbage at rette en stor tak til Bruno Uldum og hans hjælpere i det jyske. Hvordan skærmen, der angiveligt har hørt til ovnen har fungeret, kan man så gætte sig til.



Foto: Jørgen Stæhr
Tillykke med de 70
Af Jørgen Stæhr
7.10.2020

Det er syvti år siden at det danske Flyvevåben blev oprettet, og i de mange år siden da har man haft travlt med at håndhæve dansk suverænitet, hvor det har været nødvendigt, samt med overvågning og redning og et utal af andre operationer i ind- og udland.

Selve dagen, den 1. oktober 2020, fejredes på flyvestationerne med medaljeoverrækkelse og sligt, og det kan forhåbentligt ikke udelukkes at sidstnævnte kategori indebar at de implicerede havde lejlighed til at skåle i et glas boblevand eller to.

Måske for at de civile danskere også kunne få lov til at snuse lidt til festlighederne var der etableret en storstilet øvelse som betød, at det flyvende isenkram blev luftet i et sådant omfang at man i stort set alle hjørner af dronningeriget kunne få et glimt oppe mellem skyerne af en eller anden genstand med propel eller vinge.

Nede i vores hjørne af landet kom der ved middagstid et ret stort transportfly forbi i cirka 300 meters højde på vej mod Vordingborg, nemlig en Lockheed Martin C130 J-30 Hercules som det danske flyvevåben i perioden 2004-2007 modtog fire stykker af, og som til oplysning for eventuelle hysterisk videbegærlige typer, afløste de tre ældre og kortere transportfly Lockheed C130H, som flyvevåbnet havde anvendt siden 1975.

Foto: Arkiv
Film om Bogø
Af Jørgen Stæhr
3.5.2017

Vi har fået en god film om Bogø, og fået er for en gang skyld så rigtigt som det er skrevet. Alle der ser filmen konstaterer begejstret at der er tale et professionelt stykke arbejde som uden tvivl vil komme til at udgøre et førsteklasses værktøj i lokalrådets salgsbestræbelser.

Men hvad er historien bag tilblivelsen? Det begyndte med at Ulrik for cirka 4 måneder siden blev ringet op af esoft creative - et firma som oplyste at de producerer film på bestilling om allehånde emner, og fortalte at de ville tilbyde at producere en film om Bogø for at have den i deres portefølje som et eksempel på hvorledes man med deres film kan støtte et lille dynamisk samfund i dets arbejde med at få unge børnefamilier til at flytte dertil, og det hele skulle ikke koste os en øre.

Kjeld Sørensen som i mellemtiden var blevet tovholder på projektet sagde selvfølgelig ja tak, og da man kort tid efter gik i gang med opgaven fulgte han med filmholdet rundt på øen og pegede på hvor man skulle hen næste gang, og i øvrigt interviewede han dem der blev filmet.

Der blev optaget ti gange så meget materiale som det man tog med i det færdige produkt, og Lokalhistorisk Forening vil formodentlig give deres højre arm for at have en kopi af hele molevitten i deres arkiver til moro for kommende videbegærlige generationer.

Hvis man gerne vil se den nye Bogøfilm så klik her Velkommen til Bogø